|
Frøkenerne Toftlund indbød officielt tre gange i årets løb hvad der deres selskabelige status taget i betragtning på sin vis kan forekomme ganske meget, der var landsdommerfamilier som kun afholdt to store årlige middage, men på den anden side langt fra kaldes påtrængende. Der var æbletærteaftenen i begyndelsen af september hvor den traditionelle dessert naturligvis udgjorde måltidets mindst væsentlige del, første søndag i adventsmiddagen i mørkt tøj hvortil også fruerne til de udenbys, fortrinsvis konstituerede landsdommere mviteredes, og så den årlige skovtur der fandt sted i begyndelsen eller midten af juni, vel før skoleferiens begyndelse men afhængig af pinsen. Målet for skovturen var altid Hedda og Ellida Toftlunds strengeste hemmelighed, naturligvis meddeltes selve datoen de faste pensionærer kort efter påske men hvor meget man så end frittede, begges læber var forseglede som med syv segl, og det var nærmest en sport for hattedamen Marie-Louise i ugen op til den afgørende søndag at begynde ethvert måltid mod ordene, Jeg spiser ikke før De fortæller, men frøkenerne Toftlund var tavsere end graven og endnu ubønhørligere, og deres smil uudgrundeligere end Sfinksens. Man samledes klokken halv otte til et yppigt morgenbord, og de der kun spiste men ikke boede hos frøkenerne Toftlund forstod blot alt for vel hvad de gik glip af i det daglige, og klokken præcis otte hørtes dyttet fra Løvskjald, Lauritzen og Ydes udlejningsbus og den store frøken Toftlund så ud på himmelen og bemærkede, Ja, nu får vi så se hvad det kan blive til, men alle vidste at ingen vejrgud ville formaste sig til at ødelægge Hedda og Ellida Toftlunds skovtur, og de faste kirkegængere forlod sig fortrøstningsfuldt på at ej heller Herrernes Herre ville fortørnes over denne deres eneste søndag i årets brud på kirketugten, og var det ikke somom den nysankomne tegnelærer Henning Skov-Eriksen ved udflugten den 14. juni 1953 ligefrem medsammensvoret bekræftede deres fromme forvisning, da han i hast og distraktion, fordi han trods frøkenerne Toftlunds protester og sit vanlige væsen ikke havde tilladt dem og pigerne alene at bære den tungeste af de tunge skovturskurve ned til bussen, gjorde sin entré fra pensionatets tagkammer med tøffel på den ene og sko på den anden fod, moroen over den enskoede var stor, man følte sig alle som een og een gang for alle aflastet og tilgivet, for sådan er kunstnere jo, som børn, sorgfri og lykkelige, de ved ofte ikke engang hvor svært det er at være kunstner, og turen gik opløftet, bekræftet ned ad Dumpen, Vi skal til øm Kloster, forkyndte frøkenerne Toftlund med een mund, og alle tilstedeværende applauderede, endnu engang en overraskelse. Til denne udflugt samlede der sig foruden de nysnævnte, frøken Therkildsen førstedamen hos K. Grønkjær, landsretssagfører Birger Christiansen, lektor Sigvard Schu~tte og landsdommer Thyge A. Eriksholt som repræsentanter for pensionatets allerførste gæster begge med familie, frøken Hertha Iversen en skoleveninde til den store frøken Toftlund, frøken Margot Lerhøj en ditto til den lille, Irene Lynggård den henrivende ugifte datter til landsarkivar Ole Lynggaard og veninde af huset, oberstløjtnant Holger Henrik Clockk, den purunge hjælpepræst ved Domkirken Matthias Bissen, enkefru overretssagfører Levy, frøken Ida Langensø, købmand Adolf Hjøllund, herr og fru maskinfabrikant Birk, komponisten musikpædagogen Ingvart Busk, frøken MariaMagdalena Brock, fuldmægtig frøken Ruud, tandlæge Teodor Simonsen-Schmidt, frøken Louise Bloch-Nissen hvis fraskilte søster fru Egh Matthiassen på det lettest gennemskuelige havde ladet sig undskylde, overlæge Leif T. Vestervang der lige var blevet enkemand med de stakkels to børn, samt mange andre. Bussen der efter at en forkælet amerikansk student fra Hald i sin tid havde kaldt den 'an ogre', i daglig tale og Irene Lynggårds vittige oversættelse gik under navnet Menneskeæderen, og hvis nye kofanger var blevet Hans-Carlo Lauritzen personligt overbragt fra de sydlige opkøbsforretningers hellige lunde var firmaets bedste, den sagdes med henblik på de faste chauffører med en næsten sjette sans selv at være i stand til at opsøge sit mål, men denne søndag var det naturligvis Hans-Carlo personligt, fra barnsben en ven af huset, der chaufferede, og alligevel begyndte Menneskeæderen på halvvejen mod Silkeborg at stønne og harke, Motorstop tilhviskedes det den store frøken Toftlund der viderebragte det til den lille frøken Toftlund, Motorstop, men de vogne var få bag ved hvilke Hedda og Ellida Toftlund kunne erklæres tabt, så skovtursselskabet fandt på det hyggeligste plads i en landevejskrosal til en let formiddagsforfriskning, hvorunder der med eet hørtes klavertoner bag det røde tæppe som dækkede scenen i salens fjerne og da dette på den store frøken Toftlunds bud høj tidsfuldt traktes til side, blev man konstitueret landsdommer Troels Asmus Larsen var som han trakterede kroens det ustemte opretstående og Chopins b-moll-scherzo med det bedste begge havde fortjent, landsdommer Asmus Larsen er så musikalsk, han kan ikke se et klaver uden med det samme at ville sætte fingrene i det, som Ellida Toftlund vægtigt bemærkede tænkende sit samt på familiens vel sekelgamle agave hvis saftige blade bar vedvarende mærker af landsdommerens dybe negle og flittige hænder og hvis stamplads søstrene til stadig stædighed forsøgte at skifte for blot at måtte konstatere at landsdommeren selv skiftede stamplads i takt med agavens fristelser. Ved opbruddet skulle der dog ske det besynderlige at det viste sig at være umuligt at få konstitueret landsdommer Troels Asmus Larsen til at ophøre med at spille, ikke alene hostede på frøkenerne Toftlunds opfordring såvel både lektor Sigvard Schutte som oberstløjtnant Clockk ganske utvetydigt men sågar hans ældre kollega landsdommer Thyge A. Eriksholt med frue gik op og prikkede ham på skulderen, og dog forblev han uberørt, Hans-Carlo Lauritzen dyttede bydende, frokosten ventede, Menneskeæderens kofanger glimtede fortrøstningsfuldt udfordrende, man måtte lade landsdommeren med hans Chopin tilbage i krosalen, Krukken den går så længe til vands, som Marie-Louise i smug tilhviskede frøken Langensø der sad ved siden af hende, for så pludselig at fordrive den lidt forstemt forstemmede stemning ved at istemme 'Jeg elsker de grønne lunde', alle faldt i, husets unge veninde, den henrivende Irene Lynggård, datteren af landsarkivaren, udfoldede sin fyldige sopran, konstitueret landsdommer Troels Asmus Larsen og b-moll scherzo'en var glemt. Frokosten indtoges i det grønne, og som endnu en overraskelse skulle dette vise sig at være et sommerhus tilhørende dommer Oluf Madsen fra Århus som under sin konstitution i Viborg havde spist hos frøkenerne Toftlund, en lille blokhytte med udendørs hjerterum og vand ikke indlagt, men hele dommerfamilien var til stede for på det hjerteligste at skænke husrum og byde velkommen samt hjælpe til med at bære skovturskurvene og de tunge kasser våde varer ind på grunden, og det var ved denne lejlighed at den femtenårige søn Poul August der ellers sagdes at lide af spisevægring og depressioner for første gang i sit liv nød spiritus, for frøkenerne Toftlund der sagde 'De' til ethvert ungt menneske efter det var blevet konfirmeret og syntes at udæske enhver konfirmand til at være et mandfolk, afgjorde eenstemmigt, De skal ikke have nogen sodavand herr Madsen De skal have en pilsner, og trods sin mors ængsteligheder og gentagne gentagelser af lægelige advarsler livede Poul August op til det uigenkendelige, lod sig af Henning Skov-Eriksen der foruden at være kunstner også var fotoentusiast forevige med en flaske øl for munden og etiketten vendt mod apparatet, og blev til slut så snakkesalig at han gennem~ gik hele næste afsnit af ruten i detaljer med Hans-Carlo og fremførte kloge advarsler mod de snævre landevejes risici Så I ikke får halen i klemme, han gentog det igen og igen, Så I ikke får halen i klemme, så man kunne jo godt mærke at noget ikke helt normalt det var der nu ved ham, men Hans-Carlo var taknemmelig for tipsene og ved deres hjælp i stand til at forcere forhindringerne ved at sætte foden på gassen. Selve besigtigelsen af klosteret var måske en kende præget af den umiskendelige ulyst over for kulturelle anliggender efter en opulent frokost, og da det ydermere oprindelig havde været meningen at den også arkæologisk interesserede konstituerede landsdommer Troels Asmus Larsen, som måtte formodes stadig at sidde i krosalen og spille Chopin, skulle have foretaget rundvisningen enedes man om at gå om i smågrupper og mødes ved Menneskeæderen klokken fire, hvad der for de fleste af selskabets vedkommende betød at man lej rede sig i henholdsvis sol og skygge og tog sig en lur, dog ikke for den purunge hjælpepræst Matthias Bissens, der ledsaget af den henrivende frøken Irene Lynggård samt for skams eller anstændigheds skyld også den lille frøken Toftlund, mente at burde yde middelalderskeletterne den behørige respekt at bese dem med den trykte guide ved hånden, og det var på vej ind i refektoriet at de hørte klikket af et fotografiapparat, så Henning Skov-Eriksen hastigt passere sig nærmest somom han ikke kendte dem, og en ophidset ældre herre komme sig i møde, Herr Hauer, Ostegrosserer Hauer, Herr minister, udbrød den lille frøken Toftlund, den ældre herre standsede på stand, for han var jo netop ostegrosserer Hauer, den forhenværende landbrugsminister og tidligere pensionær og dertil en høflighedens mand. Gensynsglæden er vanskelig at udtrykke på skrift og blev ikke mindre ubeskrivelig da Ellida Toftlund fik ham med tilbage til resten af selskabet, ja det var sådan at frøken Therkildsen ligefrem måtte holde sig tilbage for ikke at give ham et knus, aldrig havde frøkenerne Toftiunds skovtur indebåret slig en overraskelse, og den øgedes yderligere da det viste sig at ministeren var ledsaget af den yndigste unge dame, hans niece, hans afdøde hustrus søsters ældste datter, hvor misundelsesværdigt smukt et forhold der hersker i den familie, måtte mangen en ugift såvel herre som dame tænke, og dog undredes man over at i samme øjeblik Henning Skov-Eriksen som den sidste kom slentrende hen til Menneskeæderen, ja da syntes mødet mellem ham og herr Hauer påfaldende køligt, Hvad har Skov-Eriksen dog imod Ostegrossereren, kunne de fleste ikke lade være med at spørge sig selv~ for ingen ville det naturligvis forbavse om Ostegrossereren havde noget imod Skov-Eriksen, og det viste sig da også at Skov-Eriksen i forsøget på at fuldbyrde sine amatørfotokunsteriske krav om mangel på menneskelige skikkelser blandt fortidens minder for det første som ved et tilfælde var kommet til på det mest kompromitterende at fotografere en slumrende kustode der ved lyden af apparatets klik forfjamsket og halvt i søvne var faret midt ind i en gruppe ruinbesøgere og ved de mest forskelligartede anklager for brud på reglementet havde sået alvorligste tvedragt iblandt dem idet alle gav alle skylden for ikke begåede overtrædelser og hermed forlod sammes åsted, og for det andet syntes at have om man så må sige bestjålet ostegrossereren for hans kontrafej på et, i ostegrossererens mistænkelighedsfulde formening lidet flatterende tidspunkt, hvorefter ostegrossereren og hans niece skyndsomst havde overladt refektoriet folketomt til Skov-Eriksens fotokunst, oh forfængelighed, kan vi vel kun tilføje. Det mærkværdigste var dog at da Ostegrossereren lavmælt og høfligt men dog utvetydigt afkrævede Skov-Eriksen overgivelse af filmen skiftede hans niece pludselig position og mente at det da kunne være ligegyldigt og at det da kunne være meget sjovt hvis de i stedet sammen med selskabet tog tilbage til Rindsholm Kro hvor man skulle indtage aftensmåltidet, og da, ja da havde herr Hauer ingen indvendinger at gøre, han lod hende tilmed køre sammen med de andre i Menneskeæderen og fulgte blot selv efter i sin egen bil, naturligvis mærkede man hvor alvorlig han anså sagen for at være, selv betydningsfulde mænd har jo deres faibler, for han dyttede igen og igen og syntes ligefrem at drive Menneskeæderen fremad, men niecen blot vinkede muntert til ham fra bagsædet og en enkelt gang smed hun for sjovs skyld noget ud af vinduet der skulle ligne en rulle film, han lod sig narre til at standse men var naturligvis i løbet afkorteste tid atter i halen på Menneskeæderen. Det er klart at frøkenerne Toftlund skulle bede både ham og niecen med til aftensmaden på kroen og på begges vegne sagde ostegrosserer Hauer ja-tak, og så var det at det pinlige indtraf, for hvad skulle der ske værre eller bedre end at Skov-Eriksen straks efter desserten slår sit staffeli op, angiveligt for at fornøje alle tilstedeværende, og begynder legen Tegn en krusedulle og se hvad jeg får ud af den. I begyndelsen gik det godt, moroen var stor, og selv frøkenerne Toftlund glemte konstitueret landsdommer Troels Asmus-Larsen der havde lovet at underholde skovturen ved at spille et solostykke af Chopin og dernæst akkompagnere oberstløjtnant Clockk og lektor Sigvard Schutte i Gluntarne som de tilmed havde indøvet flere aftener i vinterens løb men som måske til syvende og sidst også ville være mere på sin plads ved æbletærteaftenen i september, et fravær som senere undskyldtes landsdommeren men derimod aldrig tilgaves Skov-Eriksen, ja latteren ville ingen ende tage da frøken Mana-Magdalena Brock med eet tog mod til sig men så til gengæld med Brock'ernes velkendte håndfasthed tegnede to lodrette streger og et spørgsmålstegn og Skov-Eriksen udfyldte det til en skitse der på det uforveksleligste lignede den purunge hjælpepræst ved Domkirken Matthias Bissen, for slet ikke at tale om da den søde stilfærdige frøken Ida Langensø lavede sin krusedulle, men det pinlige skete da niecen til ostegrosserer Hauer rejste sig og udførte en hartad vovet kombination af bølgelinie og streg, for da fuldstændiggjordes de af Henning Skov-Eriksen, som stod de i ledtog, til en direkte karikatur af herr Hauer og dertil med ikke vor stovte danske elefant men den slatne nederlandske flis om halsen. Det var som, ja selv frøkenerne Toftlund kunne ikke andet end, der opstod almen forargelse, og før Henning Skov-Eriksen havde fået staffeliet slået sammen, ja så næsten da, var han selv med samt niecen og karikaturen forsvundet og i herr Hauers bil, men sådan er kunstnere jo, og Marie-Louise tilhviskede frøken Langensø om dette mon var endnu en af frøkenerne Toftlunds overraskelser, i så fald i temmelig dårlig smag hvad der vel ikke undrede nogen når bare man så på deres hatte guderne måtte vide hvilken rendesten de fiskede dem op i, og frøken Brock der ikke kunne andet end overhøre det kunne ikke andet end nikke og mumle noget om hvor dybt man dog er sunket om mor havde vidst at man var tvunget til at spise på pensionat, hvorefter Marie-Louise atter viste sin evne til moralsk at afstive et selskab af gode danske mænd og kvinder ved at istemme I Danmark er jeg født, til Ingvart Busks og den henrivende Irene Lynggårds skræk dog på den gamle melodi med de umulige intervaller, hvorefter man opmuntret gik udenfor for at trække en smule frisk luft før man for sidste gang atter skulle gå om bord i Menneskeæderen. Det var en herlig klar aften og temmelig sent og frøken Lerhøj måtte udbryde, Se stjernerne, og landsretssagfører Birger Christiansen der om ikke direkte var hobbyastronom så dog ganske godt himmel- og kulturkendt måtte nynnende svare noget i retning af at dér blinkede Sirius dér Orion, hvorefter han alvorsfuldt løftede blikket mod den danske sommerhimmel og udpegede KaÉlSvogn og Nordstjerne og Syvstjerner og Sommertrekant for frøken Lerhøj og spøgefuldt sagde at frøken Lerhøj skulle prøve engang en stjerneklar vinternat at bøje nakken bagud og stirre stift op på Cassiopeja og så forestille sig at hun så nedad, og de fjernede sig mere og mere fra Menneskeæderen, og så kom den lille frøken Toftlund og kaldte dem tilbage, og frøken Lerhøj sagde ligefrem koket, Åh men De afbrød os jo, landsretssagføreren og jeg var ude og kigge stjerner, og landsretssagfører Birger Christiansen så helt forbløffet på frøken Ler-høj og indskød så, Men stjernerne, frøken Lerhøj, dem bærer De jo på Deres skuldre, og leende smilende nikkede han mod hendes uldstola med de store applikerede blomster, hvorefter alle atter samledes i Menneskeæderen. Vejen tilbage var nok den lystigste frøkenerne Toftlund nogensinde havde oplevet på deres skovtur, landsretssagfører Birger Christiansen lagde for med I alle de riger og lande, selv den ellers så mutte købmand Adolf Hjøllund der altid fik maden serveret separat og en halv time tidligere end de øvrige brumlede en oktav dybere brumbassende med, det var alle de dejlige sange sunget med nogle af byens bedste stemmer i et øjeblikkets glæde og uden tanke på musikalske fraktionsdannelser, ja også ostegrosserer Hauer stemte i og viste sig at besidde en særdeles nydelig lys baryton, gik den ikke ligefrem i retning af den æterisk gracile danske tenor måtte den henrivende frøken Irene Lynggård spørge først sig selv og dernæst den tidligere landbrugsminister personligt, ganske vist først og fremmest med tanke på sin far, om hun dog blot kunne gøre ham de år yngre, ak hvilken stemme var ikke gået tabt i landsarkivar Ole Lynggaard. Stadigt syngende steg man af bussen foran pensionatet, De skal ikke være bekymret, gik frøken Bloch-Nissen i al myndighed hen til herr Hauer, de havde alligevel kendt hinanden fra sin tid, Hverken for fotografiet eller for tegningen de bliver såmænd bare gemt hen i arkivet på et eller andet søfartsmuseum, helt hvorfor hun sagde netop det, var hun ikke klar over og fattede først sit forudsyn da hun en halv snes år senere erfarede at Skov-Nielsen sandsynligvis havde været med til det med Den lille Havfrue. Ingen forventede naturligvis at frøkenerne Toftlund nu skulle gøre mere end blot give hver enkelt hånden og takke dem for at de var kommet og var taget med og modtage alles tak for i dag og for en vellykket tur, og trods nattens stilhed råbte man et trefoldigt leve for Hans-Carlo at han havde bragt dem levende tilbage, hver gik til sit, og frøkenerne Toftlund anviste ostegrosserer Hauer et af værelserne oppe under taget, Det er jo næsten som i gamle dage, bemærkede han da han sagde godnat og gik op ad den knirkende trappe, og som altid efter deres skovtur sagde den store frøken Toftlund til den lille før hun slukkede lyset over deres forældres senge, Ja så blev det jo alligevel, som Herman Bang ville have sagt, en dejlig dag, men Ellida Toftlund var allerede for længst faldet i søvn, netop som deres mor.
|
