| Da Niels Asmus Larsen var ni år gammel gik han ud i Nørresø. Det kunne let være gået galt, for drengen havde naturligvis ikke den fjerneste anelse om hvad det var han gjorde, og forklare noget kunne han slet ikke, en form for drengestreg velnok, demonstrere sit mod, måske lidt besynderligt i betragtning af at han var helt alene og ellers så stille af sig, men sådan er drenge jo, og sådan var Niels altså også, heldigvis kan man næsten sige, for på sin vis var det nu godt at han til trods for sin sarthed altså alligevel viste at han var en rigtig dreng. Det havde været en sensommeraften lige efter spisetid og ingen bemærkede Niels' fravær, hans far og mor gik i haven, der er mere end nok at se til når man har været tre uger på ferie på denne tid af året, han lod simpelthen til at være smuttet sig en aftentur som hans far plejede at kalde det, ud ad Nørremøllevej, han rundede søen, storkede gennem lunden, hen til den ganske lille bugtning hvor der er en smule sand og det næsten ligner strandbred og hvor hundene drikker og de større drenge sopper om med deres fiskestænger, og han standsede, kiggede ud over vandet og byen og Domkirken og Arresthuset og Katedralskolen og det nye grimme vandtårn og kunne lige skimte gavlen på deres hus, og solen fra himmelen og dens røde genskær i de svage småbølger, det skar ham i øjnene, skræppebladene duftede, han var helt alene, med søen, for han havde altid elsket søen, Du har altid elsket søen, men mest af alt elskede han sin mormor og først som nummer to Birgitte Max Muller, den eneste af sine klassekammerater han rigtig talte med, og da hun spurgte, Jeg skulle spørge fra min mor kommer du så med til min fødselsdag eller ikke for hvordan går det med din mormor, havde han lakonisk højtideligt blot svaret, Død, og efter en pause der i sin længde tvang Birgitte til forlegent at inspicere sine fedtlæders støvlesnuder, fornemt tilføjet, Ja, jeg kommer med, sig til din mor at jeg kommer med, men I må undskylde hvis jeg ikke er helt mig selv, og han var med, og undrede sig bagefter over at ingen havde ladet ham mærke at han var noget særligt med en mormor der var død og at han heller ikke selv havde ladet sig mærke med noget særligt, og senere hørte han sin mor bebrejde hans far at han havde ladet ham gå til børnefødselsdag kun et par dage efter hendes mors død, og det havde været for et halvt år siden, og først på de tre ugers sommerferie ovre hos morfar forstod han helt, ordet, hvad det var han i virkeligheden havde sagt, ingen mormor, tomheden, ingen duft af mormor, blot en jammerfuld plettet plet morfar og hans uhumske stank og flyttekasser, og han vadede ud i Nørresø. Til alt held havde Ove Schmidt der kun var seks år gammel og på tur omkring søen med sin mor og søster, for Far vil hellere blive hjemme og passe på, øjnene med sig men oprindelig tænkt at det var bedst at tie, for han vidste godt hvad det betød, han forstod, og han fulgte Niels Asmus Larsen med blikket som han gik ud i søen og gik og gik og fuldt påklædt, og med eet, han var forsvundet, et hul i søen, et hestehul som der stod i avisen, fire børn druknet i Vesterhavet i et hestehul, hverken hans mor eller Irene lagde mærke til noget, men Ove så ham kæmpe og fægte, og uventet heftigt rev han sig løs, vadede ud, og efter sin vaden svømmede han det bedste han havde lært, og hans mor og Irene blot råbte og råbte inde fra bredden, og han nåede Niels Asmus Larsen, og Niels Asmus Larsen syntes at gøre modstand men Ove Schmidt havde alligevel tag i ham, til trods for at han kun var seks år gammel, for var det ham selv eller var det Niels, kæmpede de ikke for det samme, og så kom Niels til sig selv og rejste sig af hestehullet, hånd i hånd traskede de ind på det tørre. Fru murermester Egon Schmidt indså øjeblikkelig at den dyngvåde lille dreng der kom hende i møde sammen med hendes egen både vådere og mindre ikke tilhørte hendes lag i samfundet, Hvad er det dog for noget, hun ruskede Ove i armen, overlod ham til Irene og sin pæne cottoncoat til det fremmede barn, Gå i vandet med alt tøjet på, hun gentog det, lige så befippet som børnene, igen og igen, men omsider, livsfare det havde drengen i hvert fald ikke været i, hun rankede sig, Hvad hedder du, Hvor bor du, og skønt vandet vel i grunden næppe var gået Niels til maven, Du kunne jo være druknet, Du var jo lige ved at drukne, hun pakkede ham ind i sin cottoncoat, Begge to, og tyve minutter senere var Niels afleveret til sin mor ved hoveddøren til villaen på Sct. Kjeldsgade, og efter den første forskrækkelse, ja da kan det nok være at der var én der fik halen på komedie, for Mor har jo sagt, du kunne jo være druknet, gå hjemmefra uden at sige hvor du går hen, man skal da også have et øje på hver finger med Jer børn, og fru landsdommer Troels Asmus Larsen havde kun ænset fru murermester Egon Schmidt lige nok til at få givet hende cottoncoat'en tilbage, men sådan er vi mødre jo når der tilstøder vore børn noget, og gudskelov fik Niels ikke sin halsbetændelse denne gang, han måtte vel alligevel have samlet kræfter i ferien, og fru Schmidt fik Ove bugseret ind ad køkkendøren uden at hans far mærkede uråd, han blot spurgte næste formiddag hvorfor Oves bukser hang til tørre ude i gården, for Far har et øje på hver finger, Far kan I tage ved lære af, og fru Schmidt havde sin forklaring rede uden på den måde at måtte lyve over for børnenes far. Murermesterhjemmets hellige grav syntes således veltilmuret indtil tre dage senere da det klokken lidt i seks ringede på hoveddøren, udenfor stod Niels Asmus Larsen med en æske fyldte chokolader fra frøken Højlund, han skulle hilse fra sine forældre og sige tak og han ville da også gerne bede om lov til at hilse på og takke sin tapre lille redningsmand hvem han skyldte sit liv. Der blev uro i forstuen, lidt hyssen og tyssen, og efter et par hvem-fa'en-er-det kom murermesteren selv ud og forstod øjeblikkelig at det ikke var en opkrævning og ej heller et bud der skulle betale en regning, så han blot råbte, Hvad i helvedes navn bilder sådan et skrøvl sig ind og komme og forstyrre folk lige som de skal til at spise. Men da rankede Niels Asmus Larsen sig. Ikke for intet havde han overhørt sine forældre drøfte hvorvidt to hundrede og halvtreds eller fem hundrede gram var rette gengæld for hans liv, Mine forældre har bedt mig overbringe Deres søn dette som tak for at Deres søn frelste mig fra druknedøden, han rakte den sølvstrålende æske med dens grønne sløjfe til Ove der ikke turde andet end tage imod, bukkede for hans far og hans mor, vendte sig, gik hovedtrappens to trin adstadigt ned, lukkede værdigt havelågen efter sig. Hvad i hede hule helvede, murermester Schmidt så fra Ove til Irene til sin kone tilbage til børnene, så stirrede han på sin kone, Nå så det er sådan det går for sig, og han greb fat i Ove, slæbte ham ind i dagligstuen, døren bragede i, og det var umuligt for Oves mor og søster at overhøre hvinene mens de stod i retstilling, stivnede i entréen, Irene, stemmen brølede allerede før døren var åbnet og Ove smidt ud, Nå så du har altså også, hørtes det inden den havde lukket sig, Jeg skal fan'en gale mig lære Jer, og da Irene snublede ud kom det igen, Grete for fa'en Grete hvor fa'en bliver du af Grete, Grete! og fru murermester Schmidt så på sine børn og sagde på sin stille men bestemte måde, I går ovenpå, øjeblikkeligt! og både Ove og Irene vidste at de kun havde eet at gøre, lystre deres mor. Et kvarters tid senere kom fru Schmidt op, hun bankede med vanlig myndige ro på døren til Oves værelse, fandt ham og Irene i sitrende tåresløshed, og sagde til Ove, Jeg tror Far vil blive glad hvis du går ned og byder Far flasken. Murermesteren sad hen i sin lænestol da Ove kom ind, Mor har sagt at jeg skulle byde Far flasken, strakte han i strageste arm æsken frem, men Egon Schmidt bevægede blot højre hånd slattent afværgende, fik så øje på den lille mørkeblåt metalstrålende chokoladeflaske, famlede ud efter den, flænsede sølvpapiret af, proppede den i munden, betydede Ove at han kunne efterlade resten og gå, og senere på aftenen satte han alle chokoladerne til livs og faldt så i søvn i stolen, Far har sikkert trængt til noget sødt. Fru landsdommer Troels Asmus Larsen modtog det nydeligste takkebrev fra fru murermester Egon Schmidt men det manglede da også bare, og skønt man i landsdommerhjemmet ikke kunne andet end trække en smule på smilebåndet ad de lidt uheldige høflighedsformler, var man lettet over at sagen hermed syntes bragt til endegyldig afslutning, for morsomt for en mor er det jo ikke at tænke på at en landsdommersøn sådan for hele resten af sit liv skal stå i taknemmelighedsgæld til en murermestersøn eller hvad det nu er han er. |
| << | >> |
|
Larsen, FRU Troels Asmus. Larsen, Troels Asmus Larsen, Niels Asmus Müller, Birgit Max Schmidt, Egon Schmidt, Fru Schmidt, Ove | Katedralskolen |