|
Ole Fröhlich voksede op hos sin mormor i lejligheden lige oven over frøken Grønfeldts mælkeudsalg, hans mor havde forladt ham, den stakkel, og han var ikke klar over hvem hans far, og for den sags skyld heller ikke hans morfar, var. Hans mormor beklagede sig altid over at der var fodkoldt, for frøken Grønfeldt måtte holde butikken kølig, og der kom for resten også det forfærdeligste spektakel af flasker og mælkej unger, så han havde strenge instrukser om at når han skulle gå ærinder måtte han, under ingen omstændigheder, købe ind hos frøken Grønfeldt, han skulle gå hele vejen ned til forretningen ved krydset til Skivevej. Han kom i skole i august 45 og først da begyndte han at forstå, omend meget uklart, hvorfor drengene altid havde råbt tyskerunge efter ham på gaden. Engang det havde været særlig slemt
havde deres klasselærer, herrJacobsen, valgt ham til at gå op på skolebestyrerens kontor og hente protokollen og da han kom tilbage var stilheden højtidelig, vagt fattede han at der måtte være sagt noget om ham, og i hvert fald, kammeraterne var ikke helt så slemme som førhen. Ikke længe efter kom han hen mod gadedøren i komplekset, han så at frøken Grønfeldt var ene i butikken, hun betydede ham at han skulle komme indenfor. Han turde ikke andet. Hun gav ham en ispind, strøg ham over håret og sagde noget om at hun vidste at han ikke kunne gøre for det, og så kom der kunder og han fik lov til at gå. Han forstod at han intet burde sige til sin mormor så han gik direkte ud i gården og smed ispinden ned i et afløb. Frøken Grønfeldt havde været næsten tre år i Sverrig under krigen og haft det som i et smørhul mens vi andre, en slægtning til hendes søsters mand havde overtaget forretningen i mellemtiden og så var hun altså kommet tilbage, de klarer sig sgu altid sagde hans mormor, og hun som ellers aldrig bandede.
|
