|
At der var ting der kunne holdes hemmeligt, tænkte tandlæge Mose-bach ofte, men det havde altså ladet sig gøre, selv i så lille en by, og Hugo Mosebach blev gammel, der var tid nok til eftertanke, hjernen fejlede ikke noget, han var sikker på at man intet vidste, og det var for så vidt også fortid, havde man spurgt ville han såmænd have indrømmet hvad der var at indrømme, men der var ingen tilbage hverken til at ane endsige spørge. Det var naturligvis ikke en patient, det havde Hugo Mosebach aldrig tilladt, og ej heller en kvinde hans veje ellers krydsede, det var det rene tilfælde at de var kommet til at sidde nede på Borgvold på samme bænk og se ud over Nørresø, og det igen var atter et tilfælde, Hugo Mosebach plejede at undgå Borgvold på sine ture omkring søen, og skød han alligevel genvej var det sidste han ville gøre at sætte sig, herregud manden var ikke mere end fem og tredive, ja, også havde han altså sat sig, på en af de hvide bænke, men han var for oprevet til at skænke det nogen tanke at der i det andet hjørne af bænken sad en kvinde, han blot automatisk let lettede på hatten, Tillader Fruen? og talte videre med sig selv, så højt at han kunne være blevet usikker på om spørgsmålet ikke var del af hans monolog, havde han overhovedet overvejet problemet. Borgvold æklede Valborg Bæk. Den stod for hende som det mest afskyelige billede på un-dertrykkelsen af hendes klasse, hun erindrede kun alt for vel den ned-værdigende måde hvorpå hun og Henning var blevet jaget ud af det hun nægtede navnet park af det der kaldte sig betjent og som burde have været den første til at fatte udbytningen af sin egen klasse, da de forsøgte at fordele nogle pjecer og således gøre deres medborgere opmærksom på dagningen i øst, og for den sags skyld også hvad der var på færde lige for deres egne næser i den såkaldt fredelige provinsby i skumringen i vest, det var nærmest som i vildelse at hun var gået derned, atter igen var der kommet et af de besynderlige breve fra Henning derovrefra, hun nægtede at tro, hun måtte have luft, og søtur, ja når man har været på benene siden klokken fem om morgenen så er det jo ikke just det man føler trang til. Hun anede ikke og funderede for så vidt heller aldrig senere på hvad der fik hende til at tage Hennings brev op af tasken og række det til den nydelige mumlende yngre herre som havde sat sig i den anden ende af bænken med ordene, Hvad mener De om det her? og tandlæge Mosebach var så optaget af sine egne oprørte triste tanker at heller ikke han fandt det påfaldende. I de lyse nætters dønninger af seneste solnedgang læste han sætninger der syntes ham enten meningsløse eller ganske uskyldige og han skulle til at give Valborg Bæk brevet tilbage med et 'tja' da han afhendes blik indså at et 'tja' af alle nok var mindst passende reaktion, så han blot rakte hende det i tavshed, Ja ikke sandt, fastslog hun og Hugo Mosebach nikkede. De blev siddende, i samme tavshed, måske en halv time, så rejste Valborg Bæk sig, hun syntes at svaje og Hugo Mose-bach var mand nok til at indse at det ikke var under det kvinder af hendes klasse ellers beskyldes for at svaje og læge nok til at kende sin pligt, han stod op, tilbød armen, Fruen tillader, men Valborg Bæk tillod ikke. Det var atter det pure tilfælde at de en uge senere skulle mødes, og hvor rationelle de end begge var, var det dem dog bagefter næsten umuligt helt at betvivle det tilfældige i tilfældighedernes spil, ikke at de sådan var hverken troende eller overtroiske, men hvor ofte i deres liv havde de sat benene i Dansk-Svensk Staal, måtte de spørge sig selv hver for sig. Deres gensidige hilsen men ikke genkendelsen var samtidig, Hugo Mosebach lettede på hatten, Hvordan har Fruen det? nej, det var jo ikke en patient det var kvinden fra Borgvold, og han forstod formodentlig aldrig helt at alt vel skyldtes den måde hvorpå lyset faldt gennem butiksruden, Valborg Bæks øjne havde mindet om den friskslyngede honning han som dreng havde set i sin morfars præstegård, hendes skikkelse var forekommet ham svævende, som sagakvindens nøgen og dog påklædt, så da kommisen holdt døren for hende, hun var jo trods alt kunde, stillede Hugo Mose-bach sig bag ham, lettede atter engang på hatten, og havde ingen vanskeligheder ved at finde ud af hvem hun var, tværtom undrede man sig en kende i forretningen over at han ikke kendte BolsjevikRasmine, men så tilhørte hun selvfølgelig heller ikke hans klasse, og hans hjerte syntes ham at banke højere end han selv på døren til kælderlejligheden i Sct. Mogensgade da han endelig tog mod til sig og bankede på. Valborg Bæk sagde netop ikke det frygtede, Hvad vil De? hun blot sagde, Kom indenfor, og Hugo Mosebach følte at det for så vidt ville have været lettere om hun blot havde sagt, Hvad vil De? Han tog plads på en af de hårde lige-op-og-ned stole ved sofabordet, drejede sin sølvbeslåede spadserestok med sin morfars monogram mellem hænderne, balancerede hatten på højre knæ, påbegyndte sin indstuderede tale, med hensyn til brevet, Fruen huskede nok brevet Fruen havde vist ham, han havde tænkt over det, han kunne forstå hvis Fruen var bekymret, der fandtes vel stadig en dansk ambassade eller i hvert fald en dansk konsul derovre, han skulle gerne undersøge det nærmere, det ville ingen ulejlighed være, en fætter til ham var kontorchef i udenrigsministeriet, det var blot det han ville sige, og så tav han. Valborg Bæk reddede situationen ved at spørge om han måske kunne tænke sig at se brevet igen, der var jo også et par tidligere, hun rejste sig, og, ja det syntes hende, og ham, så ganske naturligt at mens Hugo Mosebach kiggede dem igennem, ja så skulle hun stryge ham over håret. Da hun hørte op tog Hugo Mosebach hende om livet, trykkede hovedet ind mod hendes hofte, hun greb om det med begge hænder, holdt det fast ind til sig mens hun satte sig i hjørnet af den spinkle gamle plyssofa, og Hugo Mosebach lænede sig sidelæns, med hovedet i hendes skød stirrede han på bordtæppets frynser for endelig, langt om længe, at lukke øjnene under de blide strøg hen over tinding, over kind, mens Valborg Bæk selv, uden at han egentlig bemærkede det, indsugede duften af skællene i hans hovedbund, fornemmede følelsen af hans glatte hår og varmen fra hans hud. Efter en halv times forløb sagde Hugo Mosebach, Jeg må vist hellere gå nu, og Valborg Bæk svarede, Ja det må du vel, og dermed var de blevet dus, og det var, vidste begge, et dus der kunne døje meget. Valborg Bæk spurgte ikke, Hvornår kommer du igen, Hugo Mosebach sagde intet i retning af at jeg kommer igen, han blot kom igen og deres møder fik efterhånden en egen regelmæssig rytme, der var ikke tale om at snige sig ind, det havde været under begges værdighed, Hugo Mosebach blot ikke bemærkedes, og Valborg Bæk ventede ikke, hun blot var der, de diskuterede den politiske situation, de vidste at de var uenige og enedes som englænderne om at enes om at være uenige, og de vedblev at være uenige, og derefter lagde Hugo Mosebach hovedet i Valborg Bæks skød, han sad nu i højre hjørne af den dybtrøde plys-sofa, hun i venstre, og de blev siddende næsten ubevægelige en halv times tid, hun blot strøg ham over tinding, kind, hage, blot indåndede hans duft, følte hans hår. Deres møder, ja på eet eller andet tidspunkt skulle de jo høre op, det vidste begge, de var voksne mennesker, krigen var for længst brudt ud, besættelsen, Valborg Bæk måtte gå under jorden, hun advarede Hugo Mosebach mellem linierne så han ikke næste uge skulle komme og måske løbe i en fælde, og Hugo Mosebach løb først atter på hende engang tidligt i halvtredserne, en sen forsom-mereftermiddag på Sct. Mathiasgade, på fortovet lige over for Handelsbanken. Sæd og skik havde i mellemtiden ændret sig så meget at det føltes ganske naturligt for ham at skrå over gaden og spørge hvordan det gik, ingen ville længere finde det så påfaldende igen at se ham i samtale med en kvinde der ikke tilhørte hans sociale omgangskreds, og Valborg Bæk svarede at det i og for sig gik sådan da men man blev naturligvis ikke yngre med årene og tilføjede i velkendt bramfri klassebevidsthed at man på mange måder af og til godt kunne længes efter varmen fra en mand og duften, Men du har jo dit på det tørre, og Hugo Mosebach var ikke ganske klar over om hun hentydede til Magda eller til hans økonomiske situation, så han blot svarede at det naturligvis heller ikke altid var lige let for ham, og det blev sidste gang de sås. Efter landsretssagfører Birger Christiansens begravelse trak Hugo Mosebach sig nogle minutter tilbage på kirkegården, det var en gammel ven han havde mistet, han ville gerne være alene et øjeblik før al hurlumhejet nede på Missionshotellet, han gik stille om, læste navne på gravstenene, alle de gamle venner, bekendte, patienter, og han læste navnet Valborg Bæk. Det fik ham til at studse, kender jeg ikke nogen af det navn, var hans første reaktion, men der var ingen grund til at stikke sig selv blår i øjnene, han vidste allerede, det kunne jo ikke være andre end netop den Valborg Bæk han netop havde kendt. Den var ham ganske ufattelig, ikke tanken om at hun kunne være død, han havde længe haft en fornemmelse af at det var hun nok, men derimod at hun skulle have ladet sig begrave i indviet jord, og endnu mærkeligere forekom det ham at hun skulle have en sten på sin grav, Valborg Bæk og så gravsten, var det ikke en contradictio in adjecto, kunne hun selv have forestillet sig et mere klassesvangert fænomen, et udtryksstærkere symbol på borgerlig undertrykkelse og udbytning, men mest af alt forbløffede det ham at se et navn på en tidligere afdød, og under hendes eget, plejede man da ikke at sætte først afdøde øverst, medmindre det altså drejede sig om hustruen. Hugo Mosebach kiggede nærmere, skønt han i grunden var ganske klar over hvem det måtte være, brevet dengang, den hvide bænk på Borgvold, sønnen, den frafaldne, og så tænkte han påom Valborg mon alligevel var gået op til graven, regelmæssigt, havde plejet den, sørget for grandækning om vinteren, røde juletulipaner, måske hun selv havde valgt stenen, eller havde hendes søns skæbne også efter hans død været hende så ligegyldig at det havde været hende ligegyldigt om han var kommet til at hvile i indviet jord eller ej og om der tilfældigvis var anbragt en sten på hans grav, og kunne man for øvrigt dengang hvile i anden jord end indviet, men hvorfor var der så sikret plads også til hendes navn, og oven over hans, det ville jo slet ikke have lignet Valborg. Hugo Mosebach fandt aldrig noget svar men grundede længe, til sit livs slutning kan man for den sags skyld godt sige, på hvor lidt vi mennesker, når alt kommer til alt, ved om hinanden.
|
