|
Hans-Jørgen Kofoed kan ikke have været mere end godt og vel fire år gammel da han på bogreolen i Mors Stue eller kabinettet som den også kaldtes i modsætning til herreværelset eller Fars Stue, fik øje på en lille dåse af rosa porcelæn og da han spurgte hvad det var tog hans mor den forsigtigt ned og viste ham den, det var en gave fra Far til Mor, den første gave Far nogensinde havde givet Mor, endda før de rigtig var forlovede, Far havde haft den med hjem fra England da Far var et år i England for at studere, og hans mor tog låget af, det var ganske fint og let og knasede lidt, og indeni der lå der, viste hans mor ham, der lå der en lok af Fars hår, fra dengang da Far vel ikke kan have været meget ældre end du er nu, og Hans-Jørgen betragtede den og det var besynderligt for den lignede slet ikke hans fars hår, den var meget lysere, men sådan går det, Far havde lige så lyst et hår da han var dreng som du nu, dit hår bliver også mørkt engang ligesom Fars når du bliver lige så gammel som Far hvis du da ikke bliver skaldet som Morbror Carl, og der var malet en fugl uden på dåsen, en paradisfugl sagde hans mor, og der var guld på den, og så satte hans mor den op på reolen
igen, nok se men ikke røre. Hansjørgen Kofoed rørte vitterligt heller i ikke den lille rosa porcelænsdåse igen før efter sin mors død, han var da henved de halvtreds og der skulle ryddes op efter hende, ganske vist havde hans blik af og til strejfet den under besøg hos forældrene og senere hos sin mor de seks-syv år hun var enke men nogen særlige tanker havde han aldrig gjort sig udover nu og da at dér ligger der en lok af min fars hår fra dengang han var en fire-fem år gammel guderne må vide hvordan den nu ser ud, og i grunden syntes sådan et stykke sentimentalitet slet ikke at passe til hans nøgterne strenge farmor, for det første at hun kunne have fundet på at klippe en lok af sin eneste søns hår og gemme den og dernæst at hun skulle have givet den til hans mor som han vidste hun aldrig havde kunnet fordrage, og dåsen havde stadig sin faste plads på reolen til højre for sølvcigaretbægeret med det indgraverede motiv fra Den lille Pige med Svovlstikkerne og til venstre for fotografiet af mormor og morfar og morbror Carl på morbror Carls første skoledag og da havde han masser af hår, og Hans-Jørgen var nu næsten gråhåret og slet ikke blevet skaldet og udmærket klar over sin mors indstilling til sig i sammenligning med hans mangeavlende svoger og deres berømte fætter, Nej man lærer ikke at vente sig noget af sine børn, som hun vægtigt havde bemærket i et livsvisdomsfuldt suk til et par af hans fars kollegers hustruer hen over hovedet på ham da man på hans fars halvfjerdsårsdag indtog kaffen efter middagen foran reolen i kabinettet. Allerede før de var begyndt at gennemgå deres mors ejendele havde Hans-Jørgen set sit snit til at eskamotere, som han kaldte det, den lille rosa porcelænsdåse han havde hastigt skubbet Pigen med Svovlstikkerne lidt til venstre og Morbror Carl lidt til højre, og der var da heller ingen af hans søskende som syntes at bemærke noget proportionsmæssigt forskudt ved den vante opstilling, men først sent om aftenen efter at han var kommet tilbage til Missionshotellet, for som altid overlod han niecerne sit værelse der stod som han havde forladt det da han blev student, fik han lejlighed til atter at tage dåsen nærmere i øjesyn. Den virkede lidt fedtet, uden tvivl havde Birte Jensen omend hun muligvis ikke direkte var gået uden om den ved afstøvningen dog aldrig fundet det umagen værd at vaske den af, eller måske bestod der forbud imod det, og den var ganske rigtig rosarød med guldkant på låget som han huskede det, og fuglen var også ubestemt broget paradisagtig, hver-' ken fasan eller påfugl hvad han i grunden havde ventet, i virkeligheden viste der sig at være hele to fugle, een på låget med lilla halefjer, een på selve dåsen med høj røde, og da han kiggede nærmere efter opdagede han at låget engang måtte være slået i stykker og blevet limet sammen igen, givetvis med Danalim, han genkendte de udflydende flager limrester sortnet af støv og fingersmuds som en af sin mors vanlige restaureringsoperationer, og et øjeblik var han ligefrem chokeret over at denne hendes helligdom kunne være røget på gulvet. Forsigtigt vendte han dåsen, jo, den var engelsk, Crown, Staffordshire, måske ville den i virkeligheden have værdi som antikvitet havde den været ubeskadiget, så åbnede han den, nysgerrig efter at genopleve sin barndoms benovede undren og konstatere om det nu virkelig kunne være sandt, det med hans fars lysblonde hår, for altså næsten firs år siden. Han fandt ikke den lok som i hans erindring, magtfuldt, i en spændstig bue, havde dækket dåsens bund. I stedet lå der en besynderlig brunrød tingest som han først troede var resterne af et insekt, en kokon eller måske bagkroppen af en kæmpestor humlebi, dernæst formodede måtte være et fund fra haven, en kuriositet som et afbørnebørnene havde bragt med ind til mormor, indtil han kiggede nærmere og opdagede at det var en lille figur, en hollænderkone som han selv engang, vel da han var en otte-ni år gammel, for det var i den alder at han havde været så optaget af alt hollandsk, havde formet i modellervoks og fuldstændig glemt i samme øjeblik han havde vist den til sin mor. Den var ganske korrekt udført konstaterede han undrende, næsten imponeret, tørklædet, armenes stilling, proportionerne mellem hoved og krop, selv antydningen af træsko, og han kunne ligefrem inden i sig føle hvor spinkle og fine hans fingre havde været dengang han lavede den. Han lagde mærke til at der sad nogle enkelte hår filtret ind i vokset, men de var alt for få til at deres lød kunne bestemmes og virkede i det hele taget lidt uappetitlige, så han betragtede blot kort den lille kegleformede rødbrune kvindefigur, uden at tage den op eller egentlig røre ved den og lukkede så hastigt låget igen, hørte den lidt knasende lyd da de to uglaserede porcelænsrande skur-rede mod hinanden, og satte følgende formiddag dåsen på plads igen på reolen, ingen syntes at have bemærket dens midlertidige fravær. Det er næsten synd at smide den væk men låget er jo knækket, sagde hans søster da de kom så vidt, Vil du ikke have den, spurgte hun sin lille datter mens hun tømte indholdet ned i den store plasticpose, men Camilla brød sig ikke om ting der var gået i stykker.
|
