|
Adjunkt Anders Kolding traf fru landsretssagfører Wilhelm Bach ved det første skolebal efter at han var blevet ansat på Katedralskolen og hun lige havde fået sin ældste, sønnen Bent, i første mellem. Skønt han ikke havde Bent i sin klasse og skønt hans mor egentlig gjorde indtryk af at være noget af en bænkevarmer inklinerede adjunkt Kolding alligevel, høfligt medfølende og lidt pligtskyldigt, som på skolens vegne, og det var en engelsk vals. Deres kroppe var fra første øjeblik i harmoni på en måde han aldrig nogensinde før havde oplevet, og han var klar over at hun følte det samme, ikke at der var nogen vulgær trykken sig ind mod hinanden, ikke at de var særlig fremmgende dansere, ikke at de havde nogen udpræget sans for rytme og musik, de blot fornemmede det, og begge. Anders Kolding regnede ud at fru landsretssagfører Bach måtte være et par år ældre end han, altså i midten af trediverne, samt at ingen og i særdeleshed ikke hans kone anede det mindste om hvad der havde fundet sted imellem dem, så han bød Ulla Bach op endnu engang, dansen før dansen før afskedsvalsen, det var tango-rytmer, og ingen af dem kunne danse tango men de dansede og dansede sammen, og de tog afsked med hinanden uden ord, med formel hilsen, begge vidste. At adjunkt Kolding kæmpede længe med sig selv før han ringede op var ikke fordi han var forlegen eller manglede opfindsomhed, han var blot klar over at det var skæbnesvangert. Ulla Bach svarede både somom hun på forhånd vidste at det var ham der ringede og somom de allerede stod i daglig telefonforbindelse med hinanden, så det var kun naturligt at hans vej skulle falde forbi huset på Skivevej da han gik sin eftermiddagstur næste dag, og naturligt at de uden egentlig at veksle ord øjeblikkeligt skulle gå i seng med hinanden, og naturligt at han skulle føle i hende at have fundet den kvinde der altid havde levet i hans sind og som han aldrig havde troet han ville møde i virkeligheden. Ulla Bach var rede til at skilles trods mand og børn, han selv rede til at skilles trods kone og børn, men samtidig stod det ham klart at Ulla ikke mægtede at nægte sin mand noget samt at landsretssagfører Wilhelm Bach var endnu mere forfalden til sin kone end han selv, også han underkastede sig hende, også for ham var hun en overvældende kraft, og den eneste redning for hans vedkommende havde været desertering ind i alkohol'en. Da de havde været sammen et halvt år indså Anders Kolding at heller ikke
han længere kunne stå imod. I sin forklaring over for Ulla Bach benyttede han udtryk der højtidsfuldt fastslog ikke alene eet men hele to ægteskabers hellighed, sin kone satte han over for et uforståeligt fait accompli som han nødtørftigt forsøgte at begrunde med ikke at trives i hovedlandet, men så havde hun jo længe mærket at han ikke syntes helt sig selv og indvilligede derfor beredvilligt i en flytning til påfølgende skoleårs begyndelse til trods for at de ville tabe penge på huset på Guldfaxevej og hun selv med nød og næppe lige havde fået arbejde inden for sit fag. Landsretssagfører Wilhelm Bach blev af sin kompagnon mere eller mindre tvunget til at trække sig ud af forretningen men Ulla Bach holdt ved ham under hele hans nedtur indtil den sørgelige ende som vi jo alle er mere end kendt med. Hun tog arbejde som lægesekretær hos Rogenstrup og Kiær i villaen på Vesterbrogade som de lige havde overtaget efter gamle tandlæge Simonsen-Schmidt, og da man et par år efter Bachs død viste Den blå Engel i filmklubben forstod hun at hendes livs tragedie var at alle de insekter hun havde tiltrukket med sin flamme havde ladet sig brænde op, ikke eet eneste havde været stærkt nok til at trodse og slukke ilden med sine vingers favntag.
|
