|
Lige fra Mads var ganske lille havde han været betaget af hvorledes mekaniske ting fungerede, først var det den eneste lås der fandtes på det lille husmandssted med nøglen som kunne få kisten til at smække op og smække i og hvorledes dcn kun kunne tages ud når låget var lukket ikke når det stod åbent, senere blev det ure og han fandt sin egen smutvej og kunne listc hen og i timcvis sidde og betragte lands-byens stolthed, uret på kirketårnet, skænket i sin tid af en forfader til greven, som de store takkede hjul gled ind og ud af hinanden og det tikkede, faldt raslende i slag, og kæderne og de tunge lodder og pendulet. Da han var otte år åbnede han hele familiens stolthed, sin fars lommeur, af ægte sølv, med ægte sølvkæde. Han var ene hjemme og havde sneget sig tilbage fra marken for han havde lagt mærke til at hans far havde glemt at lægge uret ned i kisten søndag aften inden han gik i seng. Han erkendte dets lighed med kirkeuret og mente at kende dette så godt at hvis han pillede lommeuret fra hinanden ville han også kunne sætte det sammen igen. Da det ikke var lykkedes ham efter flere timers forløb og alle om føje tid ventedes hjem stak han uret i lommen, løb hen, kastede det i åen, og begav sig så tilbage på marken somom intet var hændt og modtog stoisk sin mors hårde klø, for hun var ganske på det rene med at han i stedet får at arbejde med de andre var føj tet om i lunden. Hele familien var bestyrtet da tyveriet opdagedes, blot undrede man sig over at tyven ikke havde taget kæden med, men så havde han vel troet at det bare var stål, Det er jo ikke enhver der ved hvad sølv er, sagde hans far betydningsfuldt, og heldigvis fandt man da også gerningsmanden temmelig snart, han fik sin velfortjente straf i Viborg arrest, men uret kom aldrig igen, det formodedes at han må have drukket de få penge han tiltuskede sig for det op så hurtigt han kunne, og da bitte Inger Margrethe et år senere fandt et lille tandhjul under slagbænken og skar sig på det drog man ikke videre konklusioner men smed det bare væk sammen med resten af fejeskarnet. Mads kunne aldrig rigtig stilles ved noget, og skønt han elskede al lærdom og tilmed kunne kaldes ganske belæst, blev han når sandt skal siges noget i retning af en landstryger, og det til trods for at alle hans brødre var retskafne landarbejdere, omend fattige for hedej ord var og blev det, og hans søstre gift med lige så brave og uanselige mænd, men det måtte man lade ham, Mads gjorde aldrig sin familie til skamme. På læsesalen på et bibliotek i en fjern købstad på øerne, hvor man havde kviet sig ved at lade ham få adgang men offentlige er og bliver de offentlige institutioner jo, opdagede han en bog hvori det blev beskrevet hvorledes en mand fandt et ur på en hede og kun kunne slutte at så kompliceret en mekanisme må have haft en skaber der havde formet det til at tjene netop det formål det havde, og hvor meget des mere må dette så ikke gælde det menneskelige øje i sammenligning med en kikkert, øjet er skabt til at se med ligesom kikkerten er skabt til at hjælpe øjet med at se, og ligesom kikkerten har haft en ophavsmand og skaber må det menneskelige øje altså også have haft det, og netop derfor, på grund af sin komplekse formålsrettede natur, beviser øjet, og hermed selvsagt også uret, Guds eksistens. Mads forstod at det han altid havde søgt lige fra sin barndom hvor han i andagt havde betragtet tandhjulene som de greb ind i hinanden og hørt kæderne der raslede i kirketårnet ikke havde været indsigt i urets væsen som sådan men et vidnesbyrd, gennem det komplekse, om at det fuldstændig fremmede, det andre kaldte Gud, virkelig er til. Han besluttede at vende tilbage til den egn han var kommet fra men forstod at hans plads af hensyn til familien var i byen, han fandt sig et værelse i et baghus i Rosenstræde og fik arbejde som havemand først hos tandlæge Mosebach i Søvænget og derefter hos et par andre af byens tandlæger og til sidst ovenikøbet hos overlæge Leif T. Vestervang ovre på Guldkysten efter hans første kones triste død. Når der skulle udskiftes radio i familierne fik Mads de gamle apparater som han omhyggeligt skilte ad og undersøgte, det lykkedes ham også at erhverve sig et par støvsugere, en grammofon, nogle telefoner og tilmed en elektrisk symaskine, men hans stolthed var og blev et af de første fjernsynsapparater. Han kastede aldrig selv den mest ubetydelige enkeltdel bort og kunne i timevis sidde og med undren betragte ledninger tandhjul membraner kontakter, det underfulde budskab fra den fremmede guddommelige magt. Med sit kendskab til mekanik vidste han med sig selv at han lige så godt kunne være endt som gemen indbrudstyv, så hans selvbevidsthed var iblandet både ærefrygt og taknemmelighed når han fastholdt, lige til det sidste, at hans korrekte stillingsbetegnelse var xenolog.
|
