| Naturligvis anede lille frøken Xylander ikke at hun i tandlæge Mosebachs hjem var kendt som frøken Morgenstund, for morgenstund har guld i mund, og i tandlægefamilien havdc man indbyrdes navne til snartsagt alle man kom i berøring med det være sig i venskabs, slægtskabs, fjendskabs ja selv tilfældigheds medfør men ved patienter plejede herr Mosebach dog at sige stop. Alligevel var den lange, sorg-muntert ranglede frøken Xylander også her en undtagelse, for hun havde været tandlæge Moscbachs første patient. Hendes far, gamle pastor Xylander der som enkemand med otte børn her og tre hisset, vel vidste at intet Guds barn bør sidde det Herrens bud overhørig at frugtbargøre jorden og befolke den, havde i en alder af tooghalvtreds giftet sig med den tyveårige Marie Knudsen fra Finderup som havde krævet sognebåndsløsning for at kunne tilslutte sig hans menighed, og Martha Xylander var eneste frugt af denne forbindelse. Da tandlæge Mosebach i sin tid som nybagt københavnerkandidat første morgen første dag i sin første og for så vidt eneste praksis trådte ind i det nyindrettede venteværelse med ordet Næste var der naturligvis intet menneske til stede, og først henved ellevetiden indtraf den nittenårige gråklædte Martha Xylander, ledsaget af den sortklædte tavse Marie Xylander som insisterede på at sidde i et hjørne af konsultationsstuen mens undersøgelsen stod på. Langsomt og værdigt satte unge frøken Xylander sig uforsagt som den første, efter tandlæge Mosebaeh selv, i den nyerhvervede tandlægestol, hun åbnede munden, tandlæge Mosebach bøjede sig over hende med flunkende spejl og funklende sonde, han betragtede, han inspicerede, og aldrig i hele sin studietid havde han fået en lignende pragtfuld tandrække at se, og skulle for så vidt heller ikke få det sidenhen under sin lange bane som praktiserende tandlæge. Igen og igen spurgte han, Gør det ondt, Hvor gør det ondt, Hvad har gjort ondt, og fik blot atter og atter samme hovedrysten som svar. Til sidst lagde han i rådvild fortvivlelse de glitrende instrumenter fra sig og så blot ordløst spørgende på frøken Xylander der fattede kviden i hans blik og uden videre opfordring forklarede, Min far siger at jeg skal få dem alle fjernet, det vil til sin tid spare mig for en mængde problemer. Når ret skal være ret forsøgte tandlæge Mosebach virkelig at overbevise frøken Xylander om det ubetimelige i hendes fars krav, men hverken hans appelleren til hendes egen dentale sundhedstilstand eller til det lægeløfte han følte sig bundet af eller til sagens rent økonomiske aspekt gjorde nogen virkning, og var ikke også han selv opdraget i den ånd der siger at en faders ord ikke bør siddes overhørig, pastor Nylander havde sagt, pastor Xylander hævdede, det var bedst at få sig et sæt forlorne tænder med det samme, ganske vist var det en øjeblikkelig udgift men på længere sigt kunne investeringen betale sig, og desuden antydede frøken Xylander at man havde ventet til der kom en ny, ikke fordi man mente at nye koste fejede bedre, det modsatte var, bortset fra når det drejede sig om koste, den absolutte opfattelse i præstegården, men fordi man regnede med at livets nådesløse væddestrid kunne have indvirkning på regningens størrelse, foruden at man var på det reneste med at pastor Xylanders præstebolig i sig selv var en anbefaling. Allerede i sidste år af hans uddannelse havde tandudtrækning været Hugo Mosebachs speciale, ingen var helt som han i stand til at finde den rette balance mellem systole og diastole, for nu at udtrykke det på denne vis, det var trykket indad, fast og magtfuldt, og derpå den pludselige uforsagte bevægelse udad og tanden lå glitrende blodigt i tangens favntag mens dens forhenværende indehaver næppe anede at han eller hun var blevet sin besiddelse los, så tandlæge Mosebach kiggede endnu engang lystent ind i Martha Xylanders mund og bøjede sig herpå for hendes faders vilje. Under hele operationen mælede den unge frøken Xylander ikke et ord, endsige et udråb, og i toogtredive klik på klik faldt hendes tænder metalagtigt ned i den lille hvidemaljerede skål på det mælkehvide runde glasbord ved stolens side, mens tandlæge Mosebach ikke kunne andet end for hver enkelt gang et kort øjeblik holde hver enkelt tand op for lyset for at beundre dens fuldkomne rødder og samtidig skæve til pastorinden der i vished om at dette skete til en sjæls frelse ufortrødent udstod sin datters martyrium som annammede hun såvel de toogtredive skorpionernes snert hvormed Frelseren var blevet hudflettet før tornekronen pressedes over Hans tindinger som de toogtredive hammerslag hvormed Hans hænder og fødder nagledes til korset. Tandlæge Mosebachs regning var beskeden, den blev betalt i sidste men rette øjeblik, og det lod ikke til at forbindelsen med pastorfamilien udvidede klientellet i nogen synderlig grad, til gengæld var det somom frøken Xylander selv aldrig helt kunne slippe forbindelsen med sin tandlæge, og vanskelighederne med at justere og åjourføre hendes tandsæt syntes, i betragtning af den rivende udvikling inden for tandteknikkens kunst, at gøre hende til Hugo Mosebachs fasteste patient og største faglige udfordring. Martha Xylander plejede sin mor de femogtyve år efter sin fars død. Marie Xylander havde med vanlig underfundighed bemærket at siden vi ikke ved hvem af os der holder længst er det nok bedst at vi holder sammen, og Martha Xylander havde fattet visdommen der lå skjult under overfladen af den tilsyneladende spøgefulde bemærkning, så da den bornholmske adjunkt i naturfag, herunder biologi og meteorologi, Tøger Vysteby, efter længere bekendtskab med såvel enkefruen som hende selv anholdt om hendes hånd kunne hun myndigt afslå under henvisning til sin pligt som datter, foruden over for udeforstående til at adjunkten efter godnat-valsen ved Katedralskolens skolebal hvortil han, skønt de slet ikke var forlovede, ufortrødent havde indbudt hende, havde sagt, Og nu, frøken Xylander, må jeg bede Dem om de 25 øre jeg lagde ud for Deres sodavand, men når hun skulle være lige så ufortrøden som Tøger Vysteby, måtte hun i ærlighedens navn og i hvert fald over for sig selv indrømme at der på bunden af den kurv hun havde givet ham, allerdybest nede, lå motiver som muligvis endda besad et anstrøg af selviskhed. I modsætning til for eksempel småbørnspædagogen frøken Annegrete Schrøder skulle Martha Xylander aldrig opleve at nogen mand sagde til hende at hun måtte være taknemmelig for at han ville have noget med hende at gøre med de forlorne tænder, dertil kendte hun sin Hugos evner for godt, foruden at hun jo vitterligt havde været hans allerførste patient, var det ikke takket være hende at han overhovedet nåede så vidt som til at have villa i Søvænget, nej hun var ganske på det rene med at ingen i byen havde den ringeste anelse om at hendes tænder, omend såvel købt som betalt, alligevel ikke på den måde var hendes egne. Det forekom hende derfor en selvfølge at hun, da hun havde fået den beskedne arv efter sin mor udbetalt og på årsdagen for sin fars begravelse, skulle føle trang til at gøre den indrømmelse over for verden og dens tant at skænke sin Hugo og sig selv det afgørende vidnesbyrd hun vidste hun var dem begge skyldig. Hendes anmodning var lige så beskeden som hendes følelser over for tandlæge Mosebach var usvigelige og hendes anerkendelse af hans dygtighed urokkelig, det var vel ikke muligt at man, i øverste hjørne af højre hjørnetand i overmunden, udadtil, for Martha Xylander havde en tendens til at vise sine gummer når hun smilte, set fra hendes, patientens, side, for hun kendte sin plads, kunne sætte, ja blot en lille guldplombe, så dyr behøvede den vel heller ikke at blive, et knappenålshovede men ægte guld, og som hun altid havde vidst, hun kaldte aldrig forgæves, hendes Hugo forstod, en uge var hun i retræte, og så var plomben færdig. Skønt det på mange måder smertede Martha Xylander og også undrede hende at Hugo Mosebach skulle være bundet til en kvinde som Magdalene Mosebach der måtte være i hvert fald de år ældre end Hugo som hun selv var yngre og af stand så langt lavere end han var hun dog ikke den der ikke respekterede ægteskabets hellighed og valgets, selv det falskes, uafvendelighed, foruden at en Xylander jo ikke angler efter indbydelse til aftenthe i et tandlægehjem, omend hun nok fattede at hun med sit solfunklende sind ville have kunnet bringe et andet åndens og lysets stråleglans over samværet end det Hugo ellers erfarede, uden at hun nogensinde selv skulle erfare at man i famihen, mens man mundsavlende opblødte de traditionelle elefantkiks, som Magdalene Mosebach havde døbt købmand Steensgaards engelske Ginger Biscuits, gang på gang drøftede, selv i børnenes nærvær for også de havde forståelsesvis en indforstået tavshedspligt, hvornår frøken Morgenstund ville rette anmodning om endnu en guldplombe og hvor den i så fald skulle sidde, og Erik Mosebach, den ældste, skulle næsten skamme sig, så direkte uanstændige var hans forslag. Sine egne følelser til trods sørgede Martha Xylander dog oprigtigt på tandlæge Mosebachs vegne over Magdalene Mosebachs tragiske død i den forfærdelige flyulykke på tilbagerejsen fra et fjernt og for så vidt anstændigt charterferiemål hun havde besøgt uden sin Hugo som var blevet derhjemme for at tjene penge til hendes udsvævelser, var der i virkeligheden ikke noget der hed Nemesis og kunne denne Nattens datter ikke også antage terroristers og muselmænds skikkelse og forstod man dybest set ikke på sin vis den unge generations oprør og opgør, havde man ikke selv engang været ung, men måske skuffedes hun dog en kende i sin forventning om stærkere end han gjorde hende det muligt at kunne lindre Hugo Mosebach i hans sorg, da hun snart efter den sørgelige hændelse begyndte at få sin gang i villaen i Søvænget, først for at røgte Magdalene Mosebachs stolthed, de frodige subtropiske vækster i vinterhaven, siden for at sikre at hjemmet dog vedvarende bar præg af en kvindes hånd, på den anden side erindrede hun utvetydigt hvorledes adjunkt Thøger Vysteby i sin tid under godnat-valsen ved Katedralskolens skolebal gennem en vis kroppens nærhed havde antydet det onde, så det forekom hende et vidnesbyrd om hendes egen ufortrødenhed og hendes slægts uforsagthed at hun vedvarende skulle færdes i hjemmet skønt hun såre vel vidste hvad der kunne ske når dyret, som på et hvilketsomhelst tidspunkt kan komme op i manden, kommer op i manden, men indebærer næstekærlighedens bud da ikke at en kvinde må udsætte sig for farer og ej vige tilbage, og ville Herren ikke holde sin hånd også over hende, og skulle hun da end sønderslides i arenaen var ikke martyrernes belønning hende vis, dog eet vidste hun med sig selv, ej heller om Hugo skulle indslå lovens og besnærelsens vej og anholde om hendes hånd, hun var tvunget til at afslå, slægten ville hun aldrig kunne svigte, opgive sit navn var hende umuligt, for var hun ikke personligt den direkte årsag til at man i Telefonbogen for Viborg By og Omegn stadig må vedligeholde en speciel rubrik til bogstavet 'X'. |
| << | >> |
|
Knudsen, Anastasia Mosebach, Hugo.(Tandlæge) Schrøder, Annegrete Vysterby, Tage Xylander, frk Martha Xylander, Pastor | Katedralskolen |