|
Da Birte Jensen blev vist rundt i herr og fru landsdommer Mads Kofoeds herskabsvilla på Volden var hun lige ved at gå op i en spids, som de siger i København men så vidste hun jo udmærket godt hvad hun havde indladt sig på, for det varjomftuburet hvor hun i sin tid som en af jomfruerne havde slået sine folder indtil tyskerkællingens mystiske død hvorefter hun og Rita var blevet sagt op på gråt papir af sagfører-firmaet Bruun og Ku~ppers eller verfet ud, var måske den rigtigere betegnelse. Heldigvis havde begge trods husets rygte fået gode pladser, de fleste i byen viste forståelse for to danske kvinder der i mere end fem forbandede år havde måttet æde nådsensbrød hos det ugræs der var føget over hegnet, Rita fik omgående en dejlig plads hos assurandør Jørgen Mortensens, og Birte selv havde i henved tyve år stået for landsdommerfamilien Troels Asmus Larsens husholdning, i virkeligheden var det fru Asmus Larsen som, efter sin mands uventede død og den påfølgende nødvendige indskrænkning af husholdningen på det varmeste havde anbefalet hende til fru Kofoed som rengøringsassistance. Den aldrende fru Kofoed hvis mand stod lige for pensionen anede naturligvis intet mens hun præsenterede hjemmet hvori Birte, der ikke længere ønskede fast plads, skulle gøre sine to gange to timers ugentlige konetj eneste, fru Kofoed syntes nu alligevel at hun var blevet for gammel til at klare det hele selv og unge piger i vore dage, den sidste havde haft famihær stilling fordi hun efter sit ene år i huset skulle gå videre til en uddannelse som pædagog eller noget i den retning, det var for godt og vel ti år siden, hendes forældre havde været de nydeligste mennesker fra Lemvig der selv var kommet med hende, de havde en materialhandel i en sidegade til hovedgaden, havde fået en kop kaffe, og landsdommeren bød tilmed materialhandleren en af sine cigarer som var blevet mere end vel modtaget kunne enhver mærke på materialhandleren, og da landsdommerens ældste søn, den ugifte, var kommet hjem på sommerferie havde den unge pige ikke kunnet undgå at høre det undskyldende tonefald i Fruens højlydte hvisken som hun kundgj orde det nymodens udslag af tidernes skiftelser at hushjælpen spiser med ved bordet. BirteJensen beså villaen, her var børnenes værelser, de stod som da børnene forlod dem og hun erindrede det ene som sit og Ritas værelse, og her var soveværelset, og hun huskede Christine som hun skulle tiltale 'Fruen' når Marie-Luise D&hle med mand var på besøg fra Hamborg og ellers kom der ingen besøgende, i stedet kom Christine med sin snapseflaske op på hendes og Ritas værelse og skulle næsten voldeligt smides ud hvis hun da ikke måtte bæres i seng, og hendes død og dødskamp, det oppustede legeme, den gule farve, skrigene der gik og kom, og stanken fra huden der mindre skallede end rådnede af det rå blodige kød som gik hun i levende live i fordærv; Birte Jensen hørte det, hun lugtede det, mens gamle fru landsdommer Kofoed viste hvorledes hun ønskede ægtesengenes forliggere støvsuget, for hun havde uanset tjenestepiger sit hele ægteskab igennem altid selv redt ægtesengen. Til sidst kom de ned i dagligstuen, eller kabinettet som fru Kofoed kaldte det idet hun pegede ind på den lukkede dør til herreværelset hvor Birte kun skulle støvsuge samt tage reolerne, fru Kofoed selv passede landsdommerens skrivebord og hvad der ellers var af dokumentfrie flader på svinelæderlænestole og rygeborde, og Birte mindedes det sjælssønderrivende brag af stivfrossen kampesten der slyngedes gennem det store midtervindues pompøse isblomster og den skogrende bøllespirehujen og skistøvledump og træskoklingren i strintende jernbeslagsgnister og knistrende gliden som larmen med skurrende funker svandt hen og lømlerne forsvandt ned ad Voldens dybfrosne flintestensfulde lerjord, og de ville komme efter hende, Marie-Luise vidste det, og aldrig havde hun gjort nogen noget, men forsmædelige trusler havde der været nok af, dette skulle blive de sidste, og at Heinz Conrad DÉi>hle ved sin flugt til Sverige havde ydet den yderste modstand der overhovedet syntes ydelig, hvad talte det, så hun valgte, og øverst oppe på loftet, den følgende onsdag, på Birtes og Ritas frieftermiddag, men hvorledes stod alle uklart, der havde ingen tegn været på vold eller gift, det var som havde sjælen blot forkastet et forfængeligt legeme, og i sejrsrusens tilstundende storme var der ingen tid til eftertanke, bondeangeren blot husvaledes af de mest bondesnu fornuftsgrunde, og det var som ville selv ikke Christine vedkende sig sin datter i døden, så ishård var den frosne jord, men ned til hende blev hun alligevel puttet, og det var Birte Jensen der havde måttet hale hende nedenunder, helt oppefra, fra det øverste loft, for Rita var jo noget af et pjok og havde altid været det, og politiet var væk, så det var blot gamle kredslæge Hvidt der udstedte dødsattesten, og egentlig burde Birte vel slet ikke have rørt hende, men hun såvel som Rita var naturligvis hævet over enhver mistanke og så var den ikke længere. Heinz Conrad D~>hle talte svensk da han kom til byen i begyndelsen af juni femogfyrre og skønt svenskere jo ikke just er noget man samler på, bedre end tyskere var de vel i grunden, og svensk statsborger det var han da blevet. Man viste ham gravstedet på kirkegården der endnu var langt fra tilplantet, og med gammelkendt virketrang besluttede han at tage sagerne i egen hånd. Den første han henvendte sig til var Birte Jensen, og som gamle fru landsdommer Kofoed gik også han med hende gennem huset men i modsat retning, og sammen endte de på det øverste loft, og Birte forklarede på sit klare jyske og Heinz Conrad D&hle forstod på sit nyerhvervedc svenske, og med eet var han begyndt at tale om den lille mansard-lej lighed på Skottenborg som han nok udefra havde set men aldrig oplevet indefra, var det ikke som stod han der nu for første gang, Birte fattede hans tanker og sam-men fattede de Marie-Luises tankcr og hendes handlings sande bevæggrund, hendes død syntes med eet et indvielsens skridt, en afslutning og begyndelse, et mysteriets brændpunkt, og hermed måske endog offerdøden for det fædreland der ligger ej dag i dvale. Birte gjorde sit til at man glemte i byen, Marie-Luise havde jo trods alt været en af vore, og så var Heinz Conrad D~~hle tilbage igen i sit Sverrig og havde overladt salg samt alle øvrige forhandlinger til firmaet Bruun og KÉippers, mens Birte kendtes ved at også i hendes eftermæle havde hun holdt sin skærmende arm om Marie-Luise og at det offer hun følgeligt selv havde bragt slet ikke fortjente at kaldes ved et sådant navn, så selvfølgeligt havde det været hende. Dette var vel også den dybere årsag til at hun valgte alligevel ikke at gå op i en spids da fru landsdommer Kofoed efter gennemgang af hus og pligt for første og eneste gang bad hende tage plads i den mest medtagne afkabinettets imiterede rokokostole, men tværtom forhandlede yderst koldsindigt om timelønnen og tilmed formåede at berolige fru Kofoeds samvittighedsskrupler over at hun af egen fri vilje bød sig til for en takst der lå under den fru Kofoed selv havde forestillet sig og som i forvejen var betydelig lavere end hvad der ellers betaltes i byen for lignende ydelser, men een gang har man jo lov til at være heldig som fru Kofoed senere bemærkede over for fru Asmus Larsen. Landsdommer Kofoed døde kun få måneder efter at være blevet pensioneret, og da han havde fungeret til de halvfjerds og opteret for den såkaldte gamle ordning fik fru Kofoed næsten fuld løn som enkepension. Såvel hun som Birte Jensen vidste at hans valg var truffet for at sikre at man i hvert fald indtil han var halvfjerds ville gøre alt for at holde ham i live, og da han endelig havde nået støvets alder syntes det ham ikke selv længere særlig magtpåliggende at holde livets ånd bi i støvet. Birte var allerede på dette tidspunkt blevet fru Kofoed uundværlig, Efter alt hvad hun har set mig igennem mens Far var syg, som fru Kofoed fortalte sin ugifte søn, og det forblev mellem hende og fru Kofoed hvor mange flasker Rød Aalborg fru Kofoed egenhændigt, og hun i fru Kofoeds ærinde, hver uge slæbte fra købmanden i Skansen til villaen på Volden, Det behøver Hansjørgen jo ikke at få noget at vide om, og desuden bæres vidnesbyrdet ikke af flaskerne der går ind, det er flaskerne der går ud som tæller, og dem vidste Birte behændigt at usynliggøre både for fru Kofoed og for hendes pårørende. Det undrede ikke Birte at fru Kofoed snart efter landsdommerens død selv skulle begynde at skrante og hun ligefrem havde ventet Hans-Jørgens besøg i den hyggelige lille lejlighed hun havde fundet sig ude på Vesterbrogade og som for så vidt var det første hjem hun nogensinde havde kunnet kalde sit. På egne og sine søskendes vegne kom han for at spørge om frøkenjensen dog ikke kunne tænke sig at flytte ind på førstesalen i villaen på Volden, de ville sørge for hendes alderdom, testamentarisk, notarielt, Ku ppers og Bendixen, et af de mest renommerede advokatfirmaer i byen, måske tilmed selve villaen, og hvis ikke den så i hvert fald nogle af møblerne, eller juleplatterne, det pæne billede der hang over kom-moden i entréen, alt ville de gøre, og når alt kom til alt, ja så havde hun da for øvrigt sin folkepension. Birte Jensen afslog. Lige så villig som hun havde været til at gøre konetj eneste for gamle fru landsdommer Kofoed lige så uvillig var hun til at opgive hvad hun havde tilkæmpet sig, to gange to timer ugentlig, intet mere, hverken nu eller senere hverken helår eller halvår, hverken her eller hisset, hverken Viborg eller Hamborg, hverken naturalier eller penge, det var og blev Vesterbrogade, og fru Kofoed selv havde for så vidt heller ikke ytret noget ønske om at Birte skulle flytte ind. Da Birte Jensen en cirka tre måneder senere til den sædvanlige tid tirsdag morgen lukkede sig ind i villaen på Volden fandt hun gamle fru landsdommer Kofoed døende, hun vidste ikke af hvad men hun vidste hvad det var, og som i sin tid Marie-Luise gav hun også fru Kofoed et sidste glas snaps så hun sinds-roligt kunne bestige de trapper der forestod, men denne gang blev hun til det var forbi og ringede så efter ambulancen. Hun tænkte mest på Christine og på den gule farve og på lugten mens den unge ambulancemand foretog de foreskrevne genoplivningsforsøg men hun tænkte også på udtrykket i Marie-Luises ansigt da hun fandt hende på det øverste loft og på om Heinz Conrad D(>hle mon stadig var i live. Derefter sikrede hun sig at alle vinduer var lukket og alle døre låst og gik hjem til sin hyggelige lejlighed på Vesterbrogade.
|
