|
Povl Hestlund forelskede sig i Rita Skriver efter det historiske optog hvor Rita Skriver havde været Dronning Margretes kammerpige og, med Erik af Pommern på en skammel ved sin side, påset at Dronningens krone sad fast på Dronningens hår hele vejen gennem byens gader lige til Stænderpladsen. Ved den påfølgende lystige og hartad løsslupne sammenkomst hvor byrådets betjente dog påså at intet gik for vidt, inklinerede Povl Hestlund for Rita Skriver og ikke alene dansede de flere af de hurtige danse sammen men også et par af dem hvor man danser langsomt og derfor tættere og nogle ligefrem kind til kind, og da Povl Hestlund spurgte Rita Skriver om der var mulighed for at ses igen svarede Rita at hun jo var i huset hos assurandør Jørgen Mortensens men fruen ville sikkert ikke have noget imod at han præsenterede sig. Povl Hestlund præsenterede sig følgende uge på Rim Skrivers frieftermiddag, fru Mortensen nikkede velvilligt, trods alt var han jo arving til fast ejendom, de gik søen rundt, diskuterede Dronning Ingrids virke som formand for det danske pigespejderkorps samt roklubbens vikingedåb, og Rita var tilbage så hun kunne gå i gang med kartoflerne præcis klokken kvart over fem. ~a dage senere præsenterede Rita også sin gode veninde Birte Jensen for Povl Hestlund og det gik op for ham at det jo var hende der, oven i købet efter at han havde sagt ja til rollen som borger i Visby, så stærkt havde forsøgt at formå ham til at være sendebuddet med de forgiftede kirsebær mens hun selv var Mutter Sigbrit, dog kunne Povl ikke andet end undgå at bemærke Ritas næsten rørende omsorg for at han hele tiden kom til at gå i midten og naturligvis altid med hende selv på højre hånd under deres tur i Forstbotanisk Have, så han kunne ikke andet end føle Birtes tilstedeværelse som en yderligere bekræftelse på samdrægtigheden mellem sig og Rita. Det kom derfor som lidt af en overraskelse da Birte ved et senere møde mellem de tre skulle præsentere en vis, anderledes kunne Povl Hestlund ikke formulere det, frisørsvend Bent Øberg Christensen med den bemærkning at de dog måtte kende hinanden eftersom Bent Øberg jo også havde taget del i det historiske optog, og Povl var efter de fires påfølgende parvise rundgang om Asmild Klosterkirke, vis på at ikke alene måtte Bent Øberg sandsynligvis have været selveste Kristoffer af Bayern i skarlagensrødt og med snabelsko men at han sikkert også ved den påfølgende fest havde danset Rheinlænderpolka fornemmere og mere raffineret og engelskvals mere følsomt og ømmere med Birte Jensen end han selv nogensinde havde gjort det med Rita Skriver, og det uden at eet eneste hår bortset fra den kokette pandekrølle havde løsrevet sig fra Brylcremen og een eneste sveddråbe fordærvet duften af Esprit de Valdemar, dog beroede den egentlige overraskelse for Povls vedkommende på at han efter anden omgang omkring Klosterkirken fandt sig selv så at sige arm i arm med Birte Jensen mens Rita Skriver lakkede agterud sammen med Bent Øberg Christensen. Da Povl Hestlund et halvt år senere følte det som sin skyldighed at lystre pligtens bud og erklære sig over for Birte Jensen, kom hendes nej ham for såvidt som en lettelse. Han havde haft store vanskeligheder ved at holde bekendtskabet hemmeligt for sin mor og gruet for at hun skulle bringe deri erfaring gennem trediemand samt tilbragt mangen nat med grublen over hvorledes han selv skulle få det sagt. Alligevel var han også lidt overrasket over afslaget, såvel i betragtning af Birtes rygte fra tiden hos Marie-Luise Döhle på Volden som hendes alder, begge detaljer havde han ganske vist valgt at overse skønt ingen skulle beskylde ham for at have lukket øjnene for dem, og noget nær uforståelig virkede hendes leende nøgterne bemærkning, at hun og Rita altid havde arbejdet sammen, som hun kaldte det, og altid væddet om hvem der først kunne blive hvems, samt at begge var lige gode tabere for ingen af dem agtede nogensinde at indgå faste forbindelser, men at der dog var et eller andet der ikke helt var gået som ventet indså han nogle år senere af Birtes hastigt bortvendte blik i samme nu deres øjne mødtes under globrylluppet i Søndre Sogns Kirke da Rita Skriver blev viet til Bent Øberg Christensen. På dette tidspunkt var Bent Øberg Christensen ikke alene blevet fyrre og mester men også indehaver af egen forretning i Gravene, hvor han havde fået pengene fra måtte guderne vide, men måske var Rita Skrivers familie i Sparkær alligevel ikke helt så uformuende igen, og hans egen fars gartneri i Bjerringbro syntes jo heller ikke ganske urentabelt. Da Povl Hestlund så det pralende neonskilt over den nyindrettede forretning slog det ham at der på een eller anden måde var eet eller andet der ikke helt stemte, og efter at have diskuteret sagen derhjemme og et par måneders overvejelse skulle det blive hans mor som fandt ud af hvad det var, Frisørmester Bent Øberg stod der, og i virkeligheden hed Bent jo slet ikke Bent Øberg men Bent Øberg Christensen, så forelå der ikke noget i retning af dokumentfalsk, var det ikke bedrageri og svig for slet ikke at tale om falsk reklame. Det er klart, Povl Hestlund fik medhold ved domstolen da han lagde sag an, det var ikke engang Bent muligt at appellere til Landsretten, og sejrrigt betragtede Povl skiltet over frisørsalonen som det nedtoges, intet havde Bent og hans Rita at stille op, og at de så erstattede det gamle med et nyt og dertil lyseblåt hvorpå der stod frisør-mester Bent Øberg med store bogstaver og Christensen med ganske små og tilmed krøllede nederst i højre hjørne, nej det var ikke foragt for retten, det var hans og Rita Øberg Christensen født Skrivers tilsidesættelse og personlige fornærmelse af Povl Hestlund og hans mor, men de kunne vente sig de to, en Hestlund lader sig ikke sådan slå af marken.
|
