|
Erik Arne Jessen var ganske klart den yngste af tvillingerne og tvillingerne selv de yngste af en børneflok der med deres ankomst talte fem, så man så sig nødsaget til at anskaffe såvel tvillingebarnevogn som nurse. Tålmodigt trillede nurse'n to gange dagligt barnevognen to gange tværs over kirkegården, og fru Jessen begyndte at frygte at monotonien og tristessen skulle komme til at skade børnene foruden at vanddråberne på tujaerne skulle indeholde liggift, men hun brød sig ikke om at nedlægge forbud, og der var også noget ædelt vemodigt over det, somom nurse'n bar på en lønlig sorg, før fru fuldmægtig i fredningsnævnet Bernhard H. Leegaard henledte hendes opmærksomhed på at kasernen som bekendt lå lige over for kirkegården og at familien Leegaards unge pige havde iagttaget nurse'n og hun ikke alene havde flirtet med skildvagten, fra den anden side af gaden ganske vist, men hun havde også stået med tvillingerne i timevis og silende regn på Rødevej ved siden af soldaternes gymnastikhal over for eksercerpladsen, og hermed ikke langt fra herrepissoiret på stien langs den sydlige kirkegårdsmur. På dette tidspunkt havde det dog længe stået fru Jessen klart at Birte Jensen ikke var den rette til at omgås børn, i hvert fald ikke tvillinger, hun havde haft det på fornemmelsen i selve det øjeblik hun fæstede hende, men på den anden side havde hun jo i halvandet år været ansat i en adelig familie og havde den nydeligste anbefaling, så allerede inden beretningen fra fru fuldmægtig Leegaards unge pige indtraf var det besluttet at Birte Jensen skulle siges op, og det med en anbefaling hvor man i hvert fald kunne læse mellem linierne. Erik Arne oplevede derpå et stort antal nurse'r der efterhånden blot kaldtes barnepiger, og så blev til almindelige unge piger der er glade for børn og fruen går med i huset, og så blev unge piger der kan arbejde selvstændigt, og så formiddagspiger, og så til sidst alle forsvandt, tidernes ugunst som fru Jessen lakonisk udtrykte det til den faste konehjælp. De mange skiftende ansigter lod ikke til at gøre noget særligt indtryk på Thomas, den ældste tvillingebror, men Erik Arne udviklede sig til noget af en mors kæledægge der til tider ligefrem syntes ængstelig for fremmede, så var det noget under at de andre søskende efter deres fars død mente at det bedste ville være hvis han blev hos Mor, Thomas var jo lige ved at være færdig med sit jurastudium, de andre var allerede godt i vej, mens Erik Arne med sin kontoruddannelse endnu ikke helt vidste hvad han ville, så hvorfor skulle han ikke føre firmaet videre, så kunne han tilmed blive boende i barndomshjemmet. Firmaet var et lille forlag og i de tider hvor det stod dårligt til for de små forlag stod det endnu dårligere til for familiens etablissement, for gamle Jessen, hvad man så end kunne sige om ham, nogen fremragende forretningsmand det havde han aldrig været. Men fædrene arv er fædrene arv, og selv om vi så lader Mor sidde i uskiftet bo, det der står i forretningen er jo for så vidt vort, og det er nu vi har brug for det, såvel Thomas som de andre forlangte deres del udbetalt, til trods for at det betød at man måtte opgive firmaets gamle lokaler, men hjemmet er der jo ingen der har til hensigt at røre ved. Der var kun en smule goodwill fra tidligere kunder tilbage da de fire søskende havde fået udbetalt deres del, men så fattede Erik Arne en strålende plan der helt passede i tidsånden, kogebøger, og snart kunne han omdanne stueetagen i villaen i Sct. Kjeldsgade til et veritabelt kontor, ganske vist kun med een enkelt dame og på halvtid, men alligevel. Efter nogle års forløb opfordredes han til at deltage i oprettelsen af en luksusrestaurant af fransk tilsnit i Århus. Det glædede og naturligvis også smigrede ham at man anså hans kundskaber som gourmet for tilstrækkelige, men så havde han jo efterhånden også samlet sig en del erfaring foruden kapital, og selv antog han at begge dele ville strække til. Det var sin mor Erik Arne tænkte mest på da de måtte gå fra villaen i Sct. Kjeldsgade, men h~n bedyrede at set ud fra et rent menneskeligt synspunkt kunne man i hvert fald ikke kalde ham en fallit, og egentlig hyggede de sig sammen i den lille to et halvt værelses lejlighed på Rams Tværvej de få år hun havde tilbage inden hun blev indlagt på Ibsgården. Dog helt tilfreds kan Mor nu alligevel ikke have været, for hun vedblev, indtil hun ganske formørkedes, at forsikre både nurse og stuepiger for hvor det frydede hende endelig igen at være vendt tilbage til sit herskabelige hjem.
|
