|
Det var fru assurandør Jørgen B. Mortensens svigermor, fru trikotagehandler August Mortensen, der forhørte sig, det var nu for vigtig en sag til blot at annoncere, og det viste sig at fru vicebrandinspektør Attrup-Nielsen havde ladet sig fortælle at fru landsdommer Henning Vej rup havde en særdeles pålidelig husassistent ude fra Frederiks, og at denne unge pige der nu var ansat hos landsdommerfamilien på tiende år, havde flere yngre søstre, det var et beskedent men gedigent hjem og man måtte vel derfor gå ud fra at søstrene var lige så ordentlige og pligtopfyldende som landsdommerfruens egen unge pige, så fru trikotagehandler August Mortensen samlede mod og ringede til fru landsdommer Henning Vej rup der, skønt hun ikke handlede i forretningen på Sct. Mathiasgade, dog plejede at nikke til hende hos fiskemanden i Gravene, og fru landsdommer Henning Vejrup var da også venligheden selv og ville forhøre sig, og da fru trikotagehandler August Mortensen som aftalt ringede igen den følgende dag var det fru landsdommer Henning Vejrup en særdeles stor glæde at kunne meddele at familiens Gudrun ganske rigtigt havde en to år yngre søster der hjalp til derhjemme men som gerne ville ud og hvis kærlighed til børn landsdommerfruen var nær ved at mene personligt at kunne indestå for, foruden at hun givetvis var næsten lige så samvittighedsfuld som Gudrun selv, så fru trikotagehandler August Mortensen satte sig fortrøstningsfuldt i forbindelse med hjemmet i Frederiks, og præcis på sin sønnesøn Carl-Christians halvårs fødselsdag fæstede hun i sin svigerdatters navn den 24-årige Katrine Jepsen som barnepige hos familien herr og fru assurandør Jørgen B. Mortensen. Valget viste sig ikke at kunne have været bedre, Katrine var så god som guld, og forholdet mellem hende og den lille Carl-Christian, Kallian, som de gensidigt kaldte ham, blev hurtigt meget inderligt. Heldigvis var der ikke på mindste måde tale om jalousi fra fru assurandør Jørgen B. Mortensens side, tværtom var det hende en lettelse herved så meget des mere intensivt, sammen med den nys ansatte Rita, at kunne gå op i at holde hjemmet på det pinligste støvfrit, og hvis nogen overhovedet var en smule fortrydelig over den varme kontakt mellem Carl-Christian, som han ellers kaldtes med tryk på hele fire stavelser, og Katrine var det vel assurandøren selv, men den slags lader en mand sig jo ikke mærke med. Det var en afgjort sag for fru assurandør Jørgen B. Mortensen at der ikke skulle komme flere børn, en datter havde hun ikke vidst hvad hun skulle stille op med, tanken i sig selv gjorde hende nervøs, og to sønner, ja de ville grise mere end dobbelt til, så da CarlChristian i en alder af seks og et halvt kom i Forberedelsesskolen var der egentlig ikke ret meget mere for Katrine at gøre, fru assurandør Jørgen B. Mortensen og Rita havde husets orden under strengeste kontrol, ingen af dem var ganske vist særlig ferme til at lave mad, men det var Katrine heller ikke, så det eneste rimelige ville vel have været at sende hende tilbage til forældrene eller bede hende søge sig en anden plads. Om det der skete var aftalt spil mellem Katrine og Kallian lader sig ikke afgøre, men i hvert fald var scenerne i assurandørhjemmet sådan at den livserfarne fru trikotagehandler August Mortensen ligefrem frygtede selvmord ved hængning samt ildspåsættelse, og for sit barnebarns vedkommende en smædefuld rømning til Frederiks, så hun følte det som sin pligt at skride ind og bevirkede at man indgik et kompromis hvorefter Katrine forblev i assurandørfamiliens tjeneste mod kost og logi, dog ikke længere med løn men derimod lommepenge. For Katrine var det intet offer, og der var heller ikke længere tale om pligt, hun vidste inderst inde ganske nøje hvilken lod der var Kallian beskåret dersom hun overlod ham til hans mor og Rita, og det var med sindsro at hun under indtagelsen af måltiderne i køkkenet konstaterede at levnede lækkerbidskener og de største stykker tiloversblevet kød fra middagsbordet med fruens billigelse konstant gik til Rita, for hun mærkede samtidig at trods sin stadig stærkere frigørelse fra det hun i sit stille sind nægtede at værdige navnet hjem, var Kallian dog dybest set lige så nært tilknyttet hende som hun ham og nærmere hende end sin far for slet ikke at tale om sin mor. Vendepunktet indtraf da Kallian var tolv år gammel og lige kommet i mellemskolen. Fru assurandør Jørgen B. Mortensen modtog en eftermiddag den længe efterhigede visit af fru landsretssagfører Poul Agerkilde-Ho, ingen familie til herreekviperingshandleren selvfølgelig, og som naturligt var, Carl-Christian måtte ned og præsenteres. Mens damerne drak the anbragtes han efter sædvane ved det lille mahognibord i karnappen og blev på fru landsretssagfører Poul Agerkilde-Ho's indirekte insisteren budt på et stykke af de medbragte fyldte chokolader fra Sigrid Højlund skønt der herved måtte tages hul på æsken, personligt ville hun naturligvis intet nyde, Jeg tager ikke igen hvad jeg selv har givet. Carl-Christian valgte i ængstelig eftertænksomhed et stykke der var smeltet ned i en bølget mørkeblå sølvpapirsform, og da han havde fået formen slikket helt ren begyndte han i al kedsomhed at folde den først rektangulært, så til en trekant, så til en endnu mindre firkant, så hørte han sin mors stemme fra thebordet, Hvad er det du gør, Jeg laver en sølvkugle, svarede han lydigt spagt, og fru assurandørjørgen B. Mortensen kommanderede kortfattet, Læg den øjeblikkelig ned i askebægeret. Da fru landsretssagfører Poul Agerkilde-Ho var gået konstaterede fru assurandør Jørgen B. Mortensen at ikke alene var der lavet fedtfingre på mahognibordet men der var også kommet en plet på hedebodugen, nu måtte det være nok, ingen kunne længere styre den dreng på ti tønder land, han måtte på kostskole. Afskeden fra Katrine var smertefuld, men efter forholdsvis kort tid havde Kallian alligevel fundet sig til rette på Akademiet, naturligvis huskede han i et par år altid hendes fødselsdag og sendte også en hilsen til jul, men se hende gjorde han aldrig mere. Besynderligt nok viste det sig at Katrine havde en beundrer. Det var købmanden ude på Skivevej, som alle troede var inkarneret ungkarl, men kort tid efter at Kallian var sendt bort og Katrine selvsagt sagt op friede han og fik Katrines ja. Hun var på det tidspunkt syvogtredive år gammel og hvor meget hun så end ønskede at få børn af sine egne, gravid blev hun aldrig, og inderst inde vidste hun også med sig selv at sådan skulle det være, hun havde jo een gang for alle haft et barn som hun var klar over at hun havde frelst fra den mest skæbnesvangre af skæbner. Katrine blev lidt af en særling på Skivevej, hun hjalp naturligvis med i forretningen, og det var hårdt arbejde, især hen imod jul, men hendes hovedinteresse var og blev kattene. Det begyndte i al enkelthed med at hun satte en underkop med mælk ud til en tilløben killing der snart skulle vise sig at være udsprunget af en særdeles mand-stærk familie, og i løbet af en to-tre år blev skurene ved siden af huset foruden selve baghaven fyldt af katte. Købmanden protesterede i starten med vag spot men opdagede hurtigt hvor kraftige Katrines reaktioner kunne være når noget hun følte var hendes truedes, så han tav skyldbevidst om i sin tid at have tøvet så længe med at deklarere sine følelser, hvortil kom at forretningens omsætning ikke på det ringeste syntes berørt, og Katrine lod til at skulle lades i fred med sin lille sær-hed indtil der en dag indtraf et brev fra et sagførerkontor i Århus. Firmaets klient havde erhvervet sig nabohuset som havde stået tomt et par måneder efter gamle skotøjshandler Laustens død og først efter slutseddelens underskrivelse havde han gjort sig klart at den tilstødende grund og dens tilbygninger var opholdssted for katte i et sådant omfang at det måtte anses for uacceptabelt foruden at være uhygiejnisk, og overretssagføreren så sig derfor nødsaget til på sin klients vegne at kræve kattenes antal reduceret til hvad man måtte anse for et rimeligt kvantum, husets bymæssige beliggenhed samt sæd og skik taget i betragtning, eller som fru forhenværende kirkegårdsværge Carl-Hermann Frederiksen der var klientens hustru senere da hun var taget til nåde på Skivevej forklarede, Vi var overlykkelige over det hus vi havde erhvervet til vor livsaften og ville lige ind og sidde på terrassen og nyde solnedgangen et enkelt øjeblik, og hvad så jeg hvad skulle jeg se andet, der var katteøjne overalt det var frygteligt jeg simpelthen flygtede jeg måtte flygte de stirrede og stirrede og som jeg sagde til min mand det er enten kattene eller mig. Købmanden og Katrine var ikke dem der værgede for sig, og det fine brevpapir, og Århus, det var næsten som lovens egen strenge arm, men alle i forretningen fik det at vide, og det er jo ikke netop den slags mennesker man ønsker i nabolaget, bare tænke sig hvad gamle skotøjshandler Lausten ville have sagt. Katrine selv gjorde sig for første gang klart at hun vel måtte holde langt over det halve hundrede katte, og når hun udregnede hvad hun ugentlig tilvristede dem fra lageret, naturligvis i fuldeste overensstemmelse med sin mand, syntes dette tal endog på den lave side. Både hun og købmanden var rådvilde, et enkelt øjeblik overvejede de tilmed at sælge forretning og det hele og guderne må vide hvad, men så kom Katrine pludselig i tanke om gamle fru trikotagehandler August Mortensen og hun ringede op og fru trikotagehandleren var hjerteligheden selv~ trods sine femogfirs år huskede hun selvfølgelig Katrine særdeles vel, og hendes søn assurandørjørgen B. Mortensen var ikke for ingenting byens ledende skikkelse inden for forsikringsbranchen, købmanden kunne naturligvis når som helst ringe hendes søn op på kontoret, hvad han gjorde, og en skønne morgen, før Katrine overhovedet rigtig var vågnet, var problemet løst, mens Katrine selv næppe ænsede at hun havde været for velopdragen til at rette blot den mindste forespørgsel i telefonen til fru trikotagehandler August Mortensens sønnesøn. Hun savnede, når hun skulle være helt ærlig, slet ikke sine dyr, det havde i virkeligheden været et voldsomt slid, og egentlig havde hun jo inderst inde lige fra barn aldrig brudt sig om katte, der var ligesom noget slimet over dem, havde hun altid syntes, men besværligt for hende var det at forsone herr og fru forhenværende kirkegårdsværge Carl-Hermann Frederiksen fra Århus med deres nye naboer, hun gjorde sit bedste og var ligefrem overstrømmende når fru Frederiksen gjorde sine indkøb i forretningen, men fedt hjalp det, så i virkeligheden blev det først ved kaffen efter hendes begravelse at fru Carl-Hermann Frederiksen rigtig kom i snak med naboerne på Skivevej.
|
