|
Ruth Iversen voksede op i et af rødsteushusene på Aarhusvej, lige over for de store villaer i Skovbrynet, og dertil et af de pænere, for skønt en prokurist i selv byens bedst renommerede material- og farvehandel ikke havde meget at slå om sig med, hendes far havde giftet sig over sin stand og huset var erhvervet for hans hustrus arv, og hvad man så end kan sige, det er et nydeligt kvarter. Egentlig betragtede Ruth sig som enebarn, hvad betyder en bror der kommer til verden over ti år efter én selv, og hun fattede i sin barndom overhovedet ikke at farvehandelen ikke var hendes fars ejendom, så hun satte sig for at overtage den når han ikke ville længere. Hvornår hans egentlige stilling i hierarkiet gik op for hende glemte hun senere, det kom ikke som noget chok, trods alt må hun alligevel have haft færten af hvordan det hang sammen, men sin beslutning stod hun ved og det undrede mindst af alle hende selv at den unge chef, direktør Walter Frøslevs søn og arvtager skænkede hende først sin opmærksomhed, senere sit hjerte, og hun ham derpå sin hånd og sit ja-ord, og hans forældre dem begge en af de større villaer i Skovbrynet i bryllupsgave. Ruth var lykkelig for at kunne få lov til at bo så nær sine forældre, og da børnene kom, hvor glædede hendes mor sig dog ikke, det var sådan at Ruth næsten måtte holde hende væk fra dem i hendes overvættes begejstring men så var hun jo trods alt af lidt bedre stand end hendes far, og omend hun måske ikke kunne lære børnene manerer, de manerer Ruth havde lært dem kunne hun i hvert fald ikke spolere. Det var uundgåeligt at den sørgelige beslutning måtte træffes, men hendes far blev jo ikke yngre med årene, og forretning er forretning, og i det lange løb, det ville heller ikke have været til glæde for ham selv, og for så vidt sad de jo sikkert i det, herregud et hus på Aarhusvej, og ellers måtte hendes forkælede lillebror virkelig træde til, Ruth var i hvert fald ikke bleg for selv at skulle sige det. Hun gik ind på kontoret og sagde det. Det var den eftermiddag i ugen hvor hendes mor var ovre og lege med Preben og Lise, men Ruth forlangte altid at den unge pige også skulle være til stede for selv om hendes mor var af bedre stand end hendes far, hvem ved, for en sikkerhed skyld, og instrukserne til den unge pige var strenge. Ruth forstod at hendes mor forstod at hun intet havde nævnt da hun kom tilbage men taget afsked somom intet var hændt, en mor forstår en datter, vi kvinder forstår hinanden, uden at det behøves at udtrykkes i så og så mange ord.
|
