|
Anastasia Knudsens mor var kommet på sindssygeanstalten umiddelbart efter at have født sin datter, for faderen havde ikke villet vedkende sig hende og hun havde derfor måttet bringe et uægte barn til verden. I fortvivlelse herover druknede hun sig i Søndersø nogle uger efter forløsningen, for dengang holdt man vel ikke så stærkt opsyn med patienterne som nu. Anastasia var således forældreløs men heldigvis blev hun taget i huset af en fjern slægtning til hendes mor som levede i et barnløst ægteskab, hun fik hans efternavn, men det sindssyge fornavn havde det ikke været muligt at ændre, selv ikke ved adoptionen, det havde været nøddåb og hendes mors sidste viljesudtryk. Hun blev behandlet som var hun sine adoptivforældres eget barn og først da hun var halvvoksen indviede sladderen hende i familiens hemmelighed som end ikke fornavnet havde vakt hendes mistanke om, for i daglig tale benyttede man afkortningen Anna, så det var egentlig ikke før til sin konfirmation at hun lærte dets fulde ordlyd at kende, og på den tid var hun allerede halt efter børnelammelsen så navnet ligesom passede og forøvrigt var det jo kristent nok. Hendes far, for sådan kunne hun kun betragte ham, var skolelærer i den lille landsbyskole hvor alle klasser samledes i eet rum og hvemnden dag, så i hvert fald, en grundig boglærdom det fik hun, men æblet falder jo ikke langt fra stammen, det var hvad man dybest set måtte forvente, og så tilmed krøbling, at hun ikke skammede sig, ikke havde hun været i tjeneste to år og hun havde givet sig hen til den første den bedste farende svend der naturligvis tog benene på nakken så snart han blev klar over hvad der var hændt. Heldigvis var barnet dødfødt, men skammen var næsten dødbringende, og sladderen, så der var ikke andet for, Anastasia måtte søge væk, ind til byen, og hendes forældre var sådan set ganske lettede, for egentlig, havde hun nogensinde rigtig været deres datter. Hun gik for dårligt til at komme i huset, fodrap var det sidste man ville kalde hende, og hvad havde hun lært, blot at læse og læse, og hvad nytter det, men heldigvis havde hun jo altid været fingernem. Den gamle frøken Christensen stod netop og skulle bruge nogen til at sy knaphuller og lave alle de småsting som hendes øjne ikke længere var skarpe nok til, og da hun lige efter besættelsen afgik ved døden overtog den lille frøken Knudsen hendes kundekreds og forstod hvor meget frøken Christensen egentlig havde tjent på hendes arbejde. Efter sin opvækst på landet havde hun aldrig kunnet vænne sig til byen, og den kammeragtige stue på kvisten i det lille hus i Reberbanen forekom hende så trang når hun kiggede ud over symaskinen og skimtede glasruderne i gartneriet skråt overfor mens hendes egne ruder bagtes af den støvede vestsol, og hun tænkte på frøerne hun havde taget op på sin håndflade og betragtet mens deres hals gik ud og gik ind, og georginerne om efteråret, og de allerførste føl-fod, og vintersæden, vintersæden som den pippede frem mellem brune sneøer, og kaprifolierne ved skuret og jasminen og et svift af en svale og lærkesangen, men så havde hun jo sine to katte, begge tilløbne som killinger, begge havde hun reddet fra den visse død. Hendes WC var heldigvis lige stort nok til at deres bakke kunne stå derinde, og hun var lykkelig for den vane de efterhånden havde fået, at så snart hun selv satte sig, og hun lod altid døren stå på klem, kom i hvert fald een af dem, og somme tider begge, hen og besørgede alvorsfuldt koncentreret, uden at søge blikkontakt, samtidig med hende. Anastasia Knudsen beholdt frøken Christensens kundekreds og øgede den tilmed i nogle år, for var der nogen der forstod at sy en flue i en nederdel så var det hende, men i de tidlige halvtredsere forsvandt damerne sammen med fluerne, det var jo ikke til at holde ud som der stank af kat, det blev hængende i tøjet, og med øjnene blev det selvfølgelig heller ikke bedre som tiden gik.
|
