|
Murermester Egon Schmidt havde altid været kendt som en meget streng mand og der var vel næppe eet menneske hverken i kundé-, omgangs-, eller svende- og lærlinge-, for vennekreds kunne der slet ikke være tale om, som ville ønske at være i nogen af hans pårørendes sko, det være sig hans kones, hans søns eller hans datters. Begge børn var voksne. Ove var blevet pryglet gennem læretiden hos sin far og han gik nu som seksogtrediveårig sitrende svend og vidste ikke om det han gruede for mere var sin far som sådan, hans død, eller at skulle overtage firmaet efter ham. Irene var nøjagtig fyrre og arbejdede på kontoret, som det kaldtes. Egentlig var der ikke arbejde nok til een person men Egon Schmidt sørgede ved sit temperament og sin perfektionisme for at hun alligevel fik tiden udfyldt. Begge børn var ugifte, deres far havde ikke villet være med til den slags pjat. Fru Schmidt var høj og ranglet, hun havde selv haft en hård far så der var meget lidt der undrede hende, og på sin vis var hun lettet over at begge hendes børn skulle undgå den trange og strengt taget syndige skæbne som ægteskabet nu een gang er og bliver. Hun var eftertrykkeligt indremissionsk opdraget, og skønt hendes mand ofte ligefrem hånede hendes gudstro, vidste hun dog at det var en mors pligt at påse at hendes børn ærede deres far og deres mor, og en hustrus at det er deres far de ærer over alt. Ganske vist var Egon Schmidt en stærk mand, men han havde dog een svaghed. Den havde i årevis stået alle i hans omgivelser klart med undtagelse af hans familie der ikke mente at man burde nægte ham en lille glæde, og for øvrigt sådan var mænd, sådan var fædre nu engang, desuden var han lige så opfarende når han vågnede med sin store hovedpine om morgenen som når han sad stift og ikke ville forstyrres ved sit lille glas om aftenen, og han kunne finde på at lange ud efter sine voksne børn på et hvilket som helst tidspunkt dag og nat, så nogen særlig væsensforandring formedelst alkohol mærkede ingen af hans nærmeste. Det var først da han gennempryglede sin kone på hendes niogtresårs fødselsdag, heldigvis dog uden at børnene rigtig opdagede det, og hun måtte til læge fordi hun var bange for at der var noget der var brækket, hun havde været så dum at glide de fire sidste trin ned ad kældertrappen, og hun sad over for unge doktor Gregersen og alligevel umuligt kunne bortforklare de violette mærker og blå striber, at fru Schmidt blev klar over at det ikke helt stod til i familien som det burde. Deres mand er syg, forklarede lægen der var så oplyst at han ikke fordømte alkoholisme moralsk, De må forstå at Deres mand lider af en alvorlig sygdom, om den kan helbredes, ja det afhænger helt af ham selv, om han overhovedet vil lade sig helbrede, om han vil forstå at han er syg, og jo mere indtrængende han talte jo mere forstod fru Schmidt at Murermester Egon Schmidt aldrig i sit liv på den måde ville betragte sig som syg, helbredeligt eller ej. Da hun kom hjem kaldte hun på børnene og havde for første gang i sit ægteskab en samtale med dem bag deres fars ryg. Hun forklarede hvad lægen havde sagt, om sygdommens alvor, om dens snigende natur, hvor længe den have stået på, hvor længe den ville vare ved, i det uendelige, kronisk, hvis altså ikke, og Ove og Irene havde næsten lige så stor vanskelighed ved at forstå hende som deres far ville have haft det. Dog stod det alle tre klart at ingen ville kunne få murermester Schmidt til at indse at der var noget galt, hvad der var galt, og tage konsekvenserne og underkaste sig en kur. De gik hver til sit i tavshed, uden at der egentlig var blevet talt ret meget, alle tre med ordene, uhelbredelig, uendelig, kronisk i ørene. Det blev Ove der fik idéen til den endegyldige løsning og som tog beslutningen, trods alt er han dog et mandfolk tænkte både mor og søster da han i al hemmelighed kaldte dem sammen igen tre dage senere og forelagde dem planen, og det blev naturligvis også ham der iværksatte den, hvem skulle for resten også have fremskaffet og slæbt alle de tunge ting. Man handlede hurtigt, det havde man lært i murermesterhjemmet, så inden der var gået en uge var alt parat og man valgte søndag aften, hvor man vidste at Egon Schmidt efter weekendens anstrengelser ville gå tidligt i seng og sove fast. Irene formulerede brevet, det blev kortfattet men klart, udfærdiget på kontorets skrivemaskine, og alle tre underskrev de det. Så gik de ud på byggepladsen, som de kaldte den, steg ind i den nye hvide varevogn og satte sig tæt sammen på forsædet med fru Schmidt i midten. Ove havde ordnet det hele. Han havde fyldt vognen med cirka ti gasflasker og en femten-tyve tyveliters dunke med benzin. Overalt havde han hældt fortyndervædske, om det så var sæderne var de gennemblødte, og inden han selv satte sig ved rattet og lukkede døren hældte han endnu en dunk over sig selv, sin mor og sin søster. De sad stille et øjeblik, så sagde fru Schmidt, Egentlig kan han have rigtig godt af at det er hans nye bil. Det var første gang i børnenes liv at hun havde omtalt deres far som 'han' og både Ove og Irene studsede. Hun bemærkede det og rettede sig selv lidt febrilsk, Men Far er jo en syg mand. Så tav hun og det blev de sidste ord der udveksledes imellem dem. Braget var voldsomt og det blev nødvendigt at tilkalde gamle tandlæge Mosebach da man skulle foretage den officielle identifikation.
|
