|
Næsten det eneste Henning Bæk huskede om sin far var bordbønnerne, for hans far havde foldet hænderne og bedt til Gud og derefter havde de taget hinanden i hånden, alle tre, far mor og han, og de havde ønsket hinanden et velsignet måltid, og først da var de begyndt at spise, og sådan havde det været lige fra den dag han havde fået lov til at sidde med ved bordet, og kort tid senere var det at hans far havde hugget sig det forfærdelige sår i benet og det kunne ikke læges og så blev benet sat af og heller ikke det sår kunne læges også til sidst døde han, det havde været en lang sygdom og det var grunden til at Henning ikke havde nogen søskende. Faderen havde været skovarbejder i Tjeleskovene men Hennings mor var oprindelig fra Viborg og havde blot tjent på Tjele, så det mest nærliggende var naturligvis at hun straks efter begravelsen skulle rejse tilbage igen til byen. Det var midt under Første Verdenskrig men hun var alligevel heldig nok til at finde dem en af de små kælderlejligheder i Set. Mogensgade hvor man om sommeren kun ser fodgængernes fødder og nysgerrige småbørns ansigter og om vinteren næsten ikke kan se fodgængernes fødder for de store brunsorte driver der er skovlet ganske tæt op til lyskasserne så kørebane og fortov kan være snefri. Det var en fugtig lejlighed, men det må man jo tage med, vi har ikke lov til at klage skønt der løb tuberkulose i familien, og de bibeholdt, også nu de kun var to, skikken med at bede bordbøn hvis ordlyd blev stadig mere indtrængende, og der-efter tage hinanden i begge hænder og ønske et velsignet måltid med en knugen der blev stadig fastere. Hennings mor fandt ikke andet arbejde end at vaske for folk, men heldigvis var hendes søstre piger i et par af byens pænere hjem så hun havde hurtigt nok at bestille. Hun havde hørt om de mødre der var vaskekoner og kun levede og arbejdede for at deres eneste sønner kunne få en god og solid uddannelse, og hun vidste at der var dem der var kommet på Katedralskolen og senere havde kunnet studere ene og alene fordi deres mødre havde vasket og slidt. Hun besluttede at dette skulle være hendes og hendes søns mål og meningen med hendes liv, men Henning blev alligevel ikke optaget i mellemskolen til trods for at han var den bedste i sin klasse og sad over lektierne til sent om aftenen, og hun forstod at det ikke var fordi han han drev den af eller ikke havde evner men fordi hans mor var vaskekone og hans far død og tilmed havde været dum nok til at hugge sig selv et sår i skinnebenet og desuden kun havde været skovarbejder. Henning fik i stedet arbejde på klædefabrikken i Dumpen. Han var ung og opvakt og havde læst mere end sine lektier i de sene aftener efter at man havde meddelt ham at han måtte gå sin ottende klasse ud og ikke kunne få højere uddannelse, så det varede ikke længe før han begyndte at forsøge at organisere sine kammerater, men det var træge mennesker og måske egnede familieforetagendet sig heller ikke som mål for opstand mod det bestående, han indså i hvert fald snart at det eneste hjemsted for ham kun kunne være arbejdernes arne og nye Jerusalem, og han havde det held at komme til Sovjetunionen efter at have indviet sin mor der var blevet lige så glødende overbevist om hans mission som han selv, således at hun kunne fortsætte arbejdet, klandestint, i området Viborg. Han kom hjem efter nogle få år, han havde forstået hvad frygt var, men frygtsommeligt havde han ikke protesteret og ej heller afsløret hvad han vidste, så det lykkedes ham at få lov til at rejse tilbage igen til Danmark og hans mor nægtede at tale med ham. Han var forræder, og hun beklagede at det ikke var hende muligt at forhindre at han fik arbejde. Alligevel blev han taget da man tog kommunisterne og sendt til Buehenwalde, uden dog, i modsætning til for eksempel Hans-Carlo Lauritzen at have givet efter og forrådt gamle kammerater, og det til trods for at han var ekskluderet af partiet og hadefuldt forfulgtes. Han overlevede nærmest ved et under og var en af de første der kom tilbage med transporterne ved krigens slutning men alligevel havde han lidt så meget, for han må vel have været svagelig som sin far, at han bukkede under for lidelserne kort efter hjemkomsten. Kammeraterne beundrede hans mor, hun holdt sig strunk, hun nægtede at deltage i begravelsen af en trotskist.
|
