|
Allerede første dag i skolen var Povl Hestlund gået hen til Anton Rasmussen og havde sagt, Skal vi ikke være venner, ja helt sådan kunne han jo ikke formulere det i seksårsalderen, men noget i den retning, og hvor blid Povl end var, de andre havde straks fattet, hvis de begyndte at true Anton så ville Povl være der, det var tilstrækkeligt at han blev kaldt Bamse og var den højeste og bredeste i klassen. Anden dag havde Povl sat sig ved siden af Anton, om han havde overtalt Helge Stisen til at bytte eller blot taget hans plads stod ikke helt klart, men eleverne var nu een gang anbragt i alfabetisk rækkefølge, kun et brev hjemmefra ville kunne ændre dette forhold, og den seminarieuddannede frøken, fru Bloch-Nissen, moderen til dydsmønsteret Louise Eleonora og Agnete eller Mutter-~krap, kunne vel forestille sig hvilket brev der ville komme fra fru gårdejer Hestlund hvis der her afveges fra regelen, så Povl måtte flytte tilbage igen til Peter Hundahl. Om onsdagen tog Povl Anton med hjem. Han havde spurgt om han ville og ikke undret sig hverken over at Anton ikke skulle bede om for-lov eller at ingen ventede ham tilbage, og Povls mor satte god nærende kost frem for begge, og endda lidt ekstra til Anton, for hun kunne kun fryde sig over dette bevis på sin søns kristne sind, indtil det gik op for hende at han betragtede Anton som sin bedste ven. Povl forstod ikke sin mor, og for den sags skyld heller ikke sin far, man skulle dog holde hånden over de små og nødstedte, men så forklarede de ham at det jo ikke var tilstrækkeligt bare at være {attig og svag, der var også noget der hed selvforskyldt, og Povl var klog nok til at forstå, men det betød alligevel ikke at han ophørte med at beskytte Anton, og Anton opdagede aldrig, og måske det ikke engang gik rigtigt op for Povl selv; at Povl som tilfældigt et par år dagligt fulgte ham på afstand helt tilbage til Rotterederne, som de kaldtes, Povls skolevej havde nu een gang aldrig taget ham den lige linie mellem to punkter. Povl Hest-lund blev boende i barndomshjemmet der sluttelig kun var gård af navn og firelænget struktur, efter sine forældres død, men sluttelig blev det for meget at holde selv for ham, til trods for løftet til sin mor, nej han vidste Moder ville have forstået, og han var desuden igen og igen blevet opfordret, endda sat under et vist pres, han solgte, men fik oprigtig talt ikke så meget igen for ejendommen. Det var naturligvis ikke særlig morsomt for ham at se barndomshjemmet bygges om, fredningsmyndighederne havde forlangt at facaden blev stående som den var, men det er klart, det er nok at en enkelt lille bulldozer lige kommer til at røre ved noget og så er den facade røget, og så forlangtes det blot at den skulle genopføres i samme stil, og stil og stil, men hvad der vel skar Povl mest i hjertet, inde midt på gårdspladsen havde der oprindelig stået et kastanietræ, som de dog havde været nødt til at fælde allerede i hans barndom, og i stedet var der blevet plantet stikkelsbærbuske, fire forskellige sorter, for Pouls mor elskede stikkelsbær, og under dem var der skovbund, den herligste skovbund, først erantis, så vintergækker, så krokus, og til sidst kom anemonerne, det var som et hvidt tæppe hvide anemoner, Nu kommer den fagre tid jeg længtes så længe, havde Pouls mor hvert år sagt når hun så den første nyudsprungne spæde blomst, og Poul havde aldrig helt nænnet at fortælle at det var violerne han holdt mest af, og det lille sølvbæger, når hun satte dem hen i det lille sølvbæger ved siden af fotografiet af hans far, og så en dag da han kom forbi og kiggede ind havde de lagt alle murstenene til facaden midt i bedet, men det gjorde nu ikke noget, forklarede de, der skulle alligevel laves parkeringsplads og lægges rigtige gammeldags brosten over det hele, men ellers var de tiltalende, Povl kunne komme forbi når som helst og se forbedringerne, det ville sikkert glæde ham at der atter kom liv i den gamle gård, og alle de familier der ville blive plads til i alle de mange ejerlejligheder, og dér havde han tullet ene om. Allerede før ombygningen var afsluttet havde Povl Hestlund dog fået andet at beskæftige sindet med, han var nygift. Han havde i avisen fået øje på meddelelsen om sin gamle skole-kammerat Anton Rasmussens død, Tragisk arbejdsulykke på skibsværft, begravelsen ville foregå i Viborg, i en pludselig indskydelse havde han besluttet at gå med, og det var ved den lejlighed at han traf Antons tvillingesøster Anna. Nok havde han hørt om hende men først nu gik det helt op for ham hvorfor han aldrig havde set hende, hun havde jo måttet ligge i sengen hele sin barndom, noget med ryggen, nu sad hun i rullestol og efter Rotteredernes sanering også i beskyttet bolig. For første gang i sit liv oplevede Povl hvad kærlighed var, og han blev klar over at det han tidligere havde følt i sådanne situationer måtte kaldes ved andre navne, i Ketty Bang-Hansens et pænt men misvisende, i Birte Jensens slet og ret et grimt. Skønt både han og Anna var godt op i årene, satte Anna Povl og hans samvittighed på hårdeste prøve før hun tog ham, hvad han ville, hvad han søgte, hvad han så i hende, atter og atter måtte han besvare hendes gennemborende spørgsmål, penge havde hun ikke, det vidste begge, kun sin invaliderente som naturligvis ikke gik i arv, og Povl var jo formuende, så det kunne det altså ikke være, men hvad så, og begge grublede, nyrer og hjerte ransagedes, utilstået kærlighed til hendes bror, erstatning for hans mor, skyld over barndomsfortrin, kedsomhed efter at gården var afhændet, forsinket protest imod forældrene, udjævnelse af klasseforskelle, for det var vel ikke fordi Anna simpelthen var invalid, og hvis det simpelthen var fordi hun var invalid hvorfor så, hoveren over at hun var invalid, ønsket om at plage hende fordi hun var invalid, ønsket om at pleje hende fordi hun var invalid, ønsket om at vise hvem der i hvert fald ikke var invalid, og det var vel Povls manglende evne til at besvare hovedparten af spørgsmålene og til at mærke mistroen bag alle, der gjorde at Anna sluttelig gav efter og indvilligede og heller ikke siden hen, da de var blevet gift, kunne hverken hun eller Povl finde nogen anden grund til hans ønske om at ægte hende end kærlighed, og med denne hans kærlighed syntes Anna at opdage at hun der hidtil kun havde kendt had også selv kunne fatte kærlighed. Så mange år igen fik de ganske vist ikke lov til at være hos hinanden og være noget for hinanden, men nok dog til at vide at de aldrig ville beklage atter at skulle føjes sammen, tværtom, i sine lange år som enkemand, glædede Povl sig ved tanken om at han hos Herren skulle møde sin værkbrudne Anna der havde skænket ham den smukkeste tid i hans liv; og at de sammen skulle overvære det øjeblik da Frelseren siger, Stat op, min datter, din tro har frelst dig, tag din seng og gå, og i Hans nådeslys ville Anna lysende rejse sig af rullestolen og slutte Povl i sin favn.
|
