|
Vibeke Petersens far havde været mejeribestyrer på Fyn og hun glemte aldrig de fynske vaner, således serverede hun til varme retter ofte franskbrød hvor man i normale hjem får kartofler, og også formaden havde sit særlige præg, ja det gik endda så vidt at hun i visse tilfælde kunne finde på at servere formaden som efterret, for selv om man ikke bør sige den slags om sin søn, jo Jens-Otto var til tider lidt af et pjok, men hænderne de sad godt på hende, det måtte man lade hende. De var i samme bibelkreds, Jens-Otto og Vibeke og så altså Jens-Ottos far og mor, foruden forhenværende forpagter Ivar Olsens og skotøjshandler Erik Lund Jensen med frue, man skulle ikke være for mange, det var alvorlige emner der drøftedes. Da Santalmissionen begyndte at gøre fremstød kom det til en smule uenighed i kredsen, men egentlig var det blot fordi Erik Lund Jensen godt kunne lide at drille lidt, han havde spurgt sig selv om det i grunden kunne være rigtigt at missionere for den kristne religion blandt buddhisterne, var de på mange måder ikke næsten lige så vidt som vi, men det var klart,
han måtte trække i land efter at de havde diskuteret det på et par møder og han havde jo også hele tiden vidst at hans påstand ikke var holdbar. To gange om året havde man den glæde at Stiftsprovsten deltog og der var tradition for at de aftener fandt sted hos Jens-Ottos forældre, man syntes alligevel ikke helt at man kunne byde ham Vibekes fynske kogekunst, for selv om Jens-Ottos mor dog havde kunnet vænne hende af med at komme muskatnød i hvidkålen var det umuligt at få hende til at spare på kardemommen i det bløde brød, og så tog hun jo opvasken, men det manglede nu også bare, når det nu blev holdt hos dem. Ved disse møder var selv Erik LundJensen påfaldende fåmælt og samtalen ved kaffebordet gik uden om de sædvanlige emner, man ville alligevel skåne Stiftsprovsten for de mere eksplicitte efterretninger om hans sognebørns vandel, og da fru forhenværende forpagter Ivar Olsen engang alligevel ikke havde kunnet dy sig var det somom han slet ikke hørte efter. Hele kredsen sluttede enstemmigt op om biskop Baun i hans holdning til spørgsmålet om kvindelige præster, og skønt Vibeke Petersen i sit stille sind ikke var fuldstændig sikker på om sagen alligevel ikke kunne ses fra en anden side skulle hun nok vide at vare sig, som mor til fire døtre og så fra Fyn, og som skotøjshandler Erik Lund Jensen også udtrykte det engang lige før slutsalmen og afskedsbønnen, hvor må vore børn dog være Herren taknemmelige for de hjem Han har skænket dem.
|
