|
Ketty Kristina Bang-Hansen havde været ansat på Katedralskolen i mindre end to måneder, for det må have været før efterårsferien, da hun traf Povl Hestlund eller æggemanden som han almindeligvis kaldtes, og det blot fordi lektor Vilhelm Sjørups kone ved en uformel sammenkomst med selskabelig vurdering af hende for øje, havde hørt hende klage over mangeTen på friske æg i Viborg sammenlignet med Horsens, men så havde frøken Bang-Hansen jo også virket temmelig grøn, enedes man bagefter om, og egentlig kun fået stilling så frisk fra eksamensbordet fordi hun havde kristendomskundskab som bifag, hvad visse ældre kvindelige såvel som mandlige kolleger der underviste i hendes hovedfag ikke skulle forsømme at antyde i deres kommentarer til klassernes præstationer i vinterens løb. Povl Hestlund var nitten år ældre end Ketty. Efter sin mors død havde han enearvet en af de få gamle gårde der stadig lå indeklemt i den bymæssige bebyggelse, og lige så pietetsfuldt som hun, hægede han om barndomshjemmet og drog omsorg for at det var om muligt endnu mere propert end dengang hun røgtede det, og i den dybe kælder under det der i gamle dage havde været ben holdt han i det dulgte høns der var lige så sorte som hans beskedne indtægter fra salget af deres æg. Povl var en blid mand og Ketty blev ganske rørt over at se hvor ubehjælpsomt han sin praktiske sans til trods omgikkes moderne materialer, som da han med tegnestifter skulle hæfte isolerende plastic foran vinduerne, for fjernvarmen var blevet tvangsindført og så havde man ikke engang længere råd til at fyre ordentligt op i kakkelovnen. Det var klart at hun skulle forelske sig i ham, i begyndelsen mildt som han satte kaffekanden på komfuret hver gang hun hentede sine to gange seks æg, senere hedt som hun vidste med sig selv at hun havde åbnet for sluser til strømme der et liv langt havde været holdt i ave, og overvejede hvorledes et fikst fyrretræsmøblement ville gøre sig i stadsstuen når alle de gamle mørke mahognimøbler var blevet smidt ud. Heldigvis boede der ikke mange hverken kolleger eller elever i området omkring Sct. Nicolajgade så der var ingen der bemærkede de ukonventionelle tidspunkter for Kettys æggetransaktioner, og hun og Povl kunne derfor længe stille sidde sammen og tale om både hans mor og hans far og om hvorledes der havde været i Viborg da korn- og foderstofforretningen på hjørnet af Reberbanen stadig drev livlig handel med bønderne i omegnen og han ikke hos en bekendt uden for byen i al hemmelighed måtte købe foder til sine høns. Poul Hestlund undte sig kun een glæde, den gamle mørkerøde Renault som hans far havde købt lige før han døde, og hvor mange gange havde han og hans mor i de mange år hun havde siddet enke ikke gjort udflugter til Birgittelyst og Rindsholm og Bruunshåb og Hald Ege og en gangen sommerdag i juli til Hjarbæk. Da Ketty forklarede at hun så sig nødsaget til at gøre det forbi gav hun naturligvis ikke det som grund, men over for sig selv sagde hun at soleklart var det jo, hun kunne ikke binde sig til en mand der tilbragte hele sin tilværelse med at ligge under en gammel bil, skønt selvfølgelig, man skal ikke være åndssnobbet mindst af alt når man underviser i kristendomskundskab på Katedralskolen men så havde hun jo netop bevist at hun ikke war det ved tilmed at gå så langt som til at blive ringforlovet.
|
